Canada har tiltrådt det internationale design-system

Den internationale designmyndighed WIPO har netop annonceret, at Canada har tiltrådt det såkaldte Haag-arrangement for internationale designs.

Dette betyder, at virksomheder og designere fra den 5. november 2018 ved en international designansøgning nu også kan opnå designbeskyttelse i Canada.

Ved ansøgning om et internationalt design er det muligt med én ansøgning at opnå beskyttelse i flere lande. Mere end 60 lande og regioner er allerede en del af systemet, herunder EU, USA, Japan, Norge, Schweiz og Rusland.

Virksomheder og designere kan således opnå beskyttelse af sit design på en nem, hurtig og billigere måde end ved enkeltvise nationale ansøgninger.

Canada er et stort marked for mange danske virksomheder, og det er derfor med stor glæde, at adgangen til designbeskyttelse i Canada nu bliver nemmere.