Domæne-stråmænd

Domæne-krænkere bliver stadig mere avancerede. På det seneste er det blevet åbenlyst, at flere og flere krænkere af domænenavne bruger services som fx http://domainsbyproxy.com eller http://privacypost.ca. Det er selskaber, som tilbyder, at man kan købe domænenavne gennem dem.

I praksis fungerer det sådan, at domæne-krænkerne opretter en konto hos fx Domains By Proxy og derefter handler domænet i denne virksomheds navn men for egen regning. Dermed bliver det umuligt at gennemskue, hvem der egentlig står bag registreringen.

”Aktuelt oplever vi, at mange virksomheder bliver krænket på deres domæne. Når de så undersøger hvem, der står bag, bliver nogle af ovennævnte virksomheder synlige. I første omgang ser det ufarligt ud, fordi de jo netop ikke tilhører kredsen af konkurrenter. Men bag ved disse domæne-stråmænd kan ens største konkurrent befinde sig og have et ønske om ikke at afsløre sin identitet,” fastslår afdelingsleder og varemærkejurist Eva Aaen Skovbo fra Patrade.

Hun anbefaler danske virksomheder at være yderst opmærksomme på, når deres domæner bliver krænket og det ikke umiddelbart fremgår, hvem krænkeren er. Det kan nemlig meget nemt vise sig at være én, der er helt tæt på ens egen virksomhed, produktområde eller kundegruppe.

”Det koster penge at sløre sin identitet. Derfor vil der ofte være et forretningsmæssigt motiv bag. Først hvis man vælger at føre en krænkelsessag, vil man have mulig for at finde frem til krænkerens identitet. Og det er faktisk sandsynligt, at vedkommende i den forbindelse vil opgive domænet straks for at undgå at blive afsløret,” siger Eva Aaen Skovbo.

Yderligere oplysninger: Afdelingsleder Eva Aaen Skovbo, mobil 28 59 19 50

domaene-straamaend.pdf