Effektiv toldovervågning

Stadig flere virksomheder benytter sig af muligheden for toldovervågning i forhold til deres intellektuelle rettigheder. Og det virker - toldmyndighederne finder flere og flere kopiprodukter.

Indehavere af IP-rettigheder som fx patenter, brugsmodeller, designrettigheder og varemærker kan anmode SKAT om at overvåge deres rettigheder ved grænserne – enten ved den danske grænse eller ved grænserne til EU eller andre lande fx Kina. Og overvågningen koster ikke noget i gebyr til myndighederne.

Måske derfor er der også et stigende antal virksomheder i EU, der anmoder om at få etableret overvågning. I 2015 foretog myndighederne i hele EU 33.191 overvågninger mod 20.929 året før.

”Hos Patrade har vi en lang række kunder, der er udsat for varemærkekrænkelser. Deres varemærker bliver helt enkelt sat på produkter, der enten ligner deres egne eller slet ikke ligner. Det betyder, at der kan være tale om varemærkekopiering alene eller både varemærkekopiering og produktkopiering på én gang. Men begge dele kan overvåges, og når kopieringen afsløres af SKAT får vi brugbar information om både eksportør og importør” fortæller advokat Jeppe Hudtloff Viinberg fra Patrade.

Han glæder sig over, at flere og flere virksomheder finder ud af, at toldovervågning er en god ide, hvis man vil beskytte sine rettigheder. Det er langt lettere, billigere og mere tidsbesparende at gribe ind, inden kopivarerne kommer ud på markedet, påpeger han.

Når toldmyndighederne giver besked om, at der er kommet en vare, der er en direkte kopi eller blot kan forveksles med det originale produkt, har man som rettighedsindehaver mulighed for at stoppe forsendelsen. Og det sker i flere og flere tilfælde. I 2015 steg antallet af tilbageholdte (formodede) kopivarer i EU med 15 pct. i forhold til 2014.

Overvågningen sker både ved store forsendelser som fx hele containere, men også ved småforsendelser, der kommer til landet på baggrund af internet-shopping. I langt de fleste tilfælde destrueres varerne, idet 91 pct. af tilbageholdelsessagerne resulterer i enten destruktion eller en retssag, der skal fastslå, om der er tale om en IPR-krænkelse.

Jeppe Hudtloff Viinberg påpeger, at toldovervågningen giver endnu en stor fordel:

”Gennem toldovervågningen finder vi nemt ud af, hvem der står bag kopiprodukterne. Hvis produkterne først er på markedet, kan det i nogle tilfælde være en tidskrævende udfordring,” forklarer han.

De fleste kopiprodukter kommer fortsat til EU fra Kina, men også lande som Benin, Mexico, Marokko, Malaysia, Tyrkiet, Hong Kong og Montenegro ligger højt i statistikkerne.