Plantesortsbetegnelser og varemærker

Af Jimmy Fuglsbjerg Christensen, advokatfuldmægtig

Den 3. oktober 2018 blev forslag til ændring af varemærkeloven fremsat for Folketinget med henblik på at implementere EU-direktiv 2015/2436 i dansk lovgivning.
Af de mere kuriøse elementer i ændringsforslaget er den foreslåede § 14, stk. 1, nr. 8, som omhandler registrerede plantesortsbetegnelser som absolutte registreringshindringer for danske varemærker.
Bestemmelsen rejser en række problemstillinger, som især virksomheder, som beskæftiger sig med planter og fødevarer, skal være opmærksomme på, når de skal markedsføre og beskytte nye produkter.

§ 14, stk. 1, nr. 8 har følgende ordlyd:
Endvidere kan følgende ikke registreres:
1) Tegn, som udelukkende består af […]
8) Varemærker, der består af eller i deres væsentlige elementer gengiver en ældre plantesortsbetegnelse, som er beskyttet af plantesortsrettigheder og vedrører plantesorter af samme eller nært beslægtede arter.

Bestemmelsen er en implementering af direktivets art. 4(1)(l), som har omtrentlig samme ordlyd. En tilsvarende bestemmelse findes i forordningen om EU-varemærker.
Plantesortsbetegnelser og varemærker har således både en national og international vinkel.

For at forstå baggrunden for § 14, stk. 1, nr. 8 må man vide, hvad registreringen af en plantesortsbetegnelse indebærer.

Plantesorter, som opfylder en række betingelser (herunder, at de er nye, stabile og tilstrækkelig ensartede), kan beskyttes som en plantenyhed. Retsbeskyttelsen er internationalt baseret på UPOV-konventionen på EU-plan af EF forordning nr. 2100/94 og i Danmark af plantenyhedsloven.

En plantenyhed skal betegnes med en godkendt betegnelse, som herefter bliver den generiske betegnelse for sorten. Efterfølgende skal sortsbetegnelsen anvendes ved salg, markedsføring og anden omtale af sorten.

Det faktum, at en sortsbetegnelse bliver den generiske betegnelse for en given sort, har dermed den retsvirkning for varemærker, at der ikke længere kan registreres et varemærke for sorten, som består af eller indeholder de væsentlige elementer af betegnelsen.

Med et konkret eksempel kan man tage udgangspunkt i den seneste gazette fra den danske sortsafprøvning, hvor anmeldte sortsbetegnelser fremgår.
Her er der bl.a. anmeldt betegnelsen BAUER for en sort af sukkerroer. Registreringen af denne betegnelse får den retsvirkning, at der ikke længere kan registreres varemærker består af BAUER for sorten af sukkerroer.

Det kan i sig selv udgøre et problem for en virksomhed, som gerne vil have en eneret i form af et varemærke til at benytte BAUER for sukkerroer, da der i medfør af den nye lov foreligger en absolut hindring for registrering i medfør af § 14, stk. 1, nr. 8.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er der som udgangspunkt ikke tilsigtet nogen ændring i den hidtidige retstilstand, da varemærker som består af plantesortsbetegnelser hidtil har været anset for omfattet af den nugældende varemærkelovs bestemmelser om beskrivende og vildledende varemærker.

Sortsnavne som registreringshindring ses dog ikke at have tiltrukket sig megen opmærksomhed ved hverken Ankenævnet for Patenter og Varemærker eller domstolene.

Indførslen af § 14, stk. 1, nr. 8 må, alt andet end lige, medføre, at der fremadrettet kommer et øget fokus på sortsnavne i ansøgningsprocessen ved Patent- og Varemærkestyrelsen (PVS) samt ved inter partes-sager.

Mens den nye bestemmelse umiddelbart har de største konsekvenser for varemærker, der ansøges for planter, frugter osv., kan det øgede fokus også have den afledte konsekvens, at PVS vil være mere tilbøjelige til at afvise mærker, som deskriptive eller vildledende for andre varer.

Det kunne eksempelvis være tilfældet, når den pågældende plante er hovedbestanddelen i den vare, som varemærket søges beskyttet for, og anvendelsen af plantesortsnavnet af omsætningskredsen vil blive opfattet som beskrivende for indholdet af varen.

Med udgangspunkt i BAUER kunne det være, at betegnelsen blev ansøgt som varemærke for sukker, som herefter vil blive anset for deskriptivt af PVS og dermed blive afvist fra registrering.

Mens der som sagt ikke ses at foreligge danske afgørelser, forholder det sig dog anderledes ved de europæiske varemærkemyndigheder (EUIPO), hvor der inden for det seneste år er truffet over 50 afgørelser, som vedrører sortsnavne.

Kun tiden vil vise, om vi vil se en stigning i antallet af afviste varemærkeansøgninger og dertil stigende omkostninger til besvarelse af myndighedsindsigelser.

Disse omkostninger vil i et væsentligt omfang kunne nedbringes ved grundige forundersøgelser, førend der indleveres en varemærkeansøgning.