aida

Designbeskyttet krus indtager USA

Vinter 2015

Av for pokker!
Kender du det? Du griber om et krus med varm kaffe – eller te? Og du brænder fingrene!
Men sådan behøver det ikke at være. Det danske koncepthus, aida, har udviklet og designbeskyttet et termokrus, der holder kaffen varm og fingrene kolde. Det lader sig gøre, fordi kruset har dobbelte sider og således holder varmen inde.

Foreløbig har aida sendt ca. 1 mio. termokrus over Atlanten til USA. Kunden er den verdensomspændende kaffekæde, Starbucks, der i Nordamerika har ca. 11.000 cafeer, hvor kaffeelskere bl.a. kan nyde en kop og købe et krus fra aida. Desuden har Starbucks ca. 5000 franchise-forretninger i resten af verden, og en del af dem har også termokruset på hylderne. Og flere kommer til. Kaffekæden åbner ca. 6 nye butikker – om dagen!

Det designbeskyttede krus, der er fremstillet i Kina, er desuden solgt til kunder i Danmark og på adskillige eksportmarkeder. For aida er det helt naturligt, at produktet på forhånd er designbeskyttet, inden det markedsføres og spredes ud på alverdens markeder. Sådan har det både været med termokruset og med andre produkter, som aida har lanceret.

Adm. direktør Peter Maae Jensen fra aida fortæller, at aida har samarbejdet med Patrade i de seneste 8 år, og i den periode har virksomheden registeret flere varemærker og opnået designbeskyttelse på mange forskellige produkter.

”Vi er gået fra at være en traditionel isenkramgrossist til et koncepthus, der idéudvikler, designer, indkøber og sælger produkter. Vi bruger mange økonomiske ressourcer på udvikling og design og har en lang række designere knyttet til virksomheden. Det er investeringer, som vi naturligvis skal passe på at beskytte så godt som overhovedet muligt,” fastslår Peter Maae Jensen.

Han fortæller, at aida som regel tager kontakt til Patrade allerede i idéudviklingsfasen.

”På det tidspunkt beder vi typisk om at få foretaget en undersøgelse af, om vi krænker andre med den ide eller det produkt, vi har i tankerne. Hvis der er fri bane, får vi derefter designet produktet, og så foretager vi endnu en afstemning med Patrade for at finde ud af, om andre har designregistreret noget, der kan komme i vejen,” fortæller aidas adm. direktør.