Envision

Innovation med X-factor

Sommer 2013

I øjeblikket taler alle om innovation, men i den kinesisk ejede vindmøllekoncern, Envision Energy, der har sin udviklingsafdeling i Silkeborg, gør man noget ved det. I virksomhedens ”Global Innovation Center” sidder ca. 30 ingeniører og udvikler vindmøller i et tempo, der slår en meget kendt dansk vindmølleproducent med adskillige længder.

En benchmarking af ingeniørernes evne til at udvikle nye produkter eller metoder, der kan patenteres, viser, at hvis man arbejder hos Envision Energys Global Innovation Center i Silkeborg, er man 10 gange mere effektiv, end hvis man arbejder hos en dansk vindmølleproducent en halv times kørsel derfra. Således præsterer ingeniørerne hos Envision Energy en innovationsfaktor, der resulterer i mere end én årlig patentansøgning per medarbejder.

”Vi tager ordet innovation meget bogstaveligt. For os handler det om at forbedre tekniske løsninger, så de på én gang bliver både bedre i kvalitet og billigere,” fortæller patentingeniør Søren Staugaard fra Envision Energy.

Han er ikke i tvivl om, hvorfor den innovative kraft er så stor i virksomheden.

”Det skyldes, at vi både har høj faglighed, stor erfaring og motivation,” fastslår patentingeniøren, der sammen med sine kollegaer står bag en vindmølle med to vinger, hvorimod de fleste andre møller har tre vinger.

Fordelen ved den to-vingede vindmølle er, at den er billigere at bygge og lettere at stille op ude på havet. Desuden er den funktionel i områder med ekstrem kraftig vind som fx tyfoner. I øjeblikket viser vindmøllen lovende resultater fra sit testområde i Thyborøn, og Envision Energy forventer, at vindmøllen, der er opfundet i Silkeborg, har et stort, globalt markedspotentiale. Møllen har en rotordiameter på 128 meter og en effekt på 3,6 MW, og er dermed en af de største vindmøller i Danmark.

Virksomhedens kinesiske topchef Zhang Lei fortæller, at placeringen af udviklingscenteret i Danmark blev valgt på grund af Danmarks positionering som et af de lande, der er på forkant med vindkraftteknologi. Men den kinesiske virksomhed har også kigget over andre landegrænser, idet man fremstiller vindmøller ud fra samme princip som japanske Toyota fremstiller biler. Endelig er det kendetegnende for Envision Energy, at mange af virksomhedens medarbejdere er særdeles godt uddannede. Flere af produktionsmedarbejderne har bacheloruddannelser, og man har headhuntet flere ledende medarbejdere fra virksomheder som McKinsey, Siemens, GM og GE.

Når udviklingsafdelingen i Danmark har gjort sit arbejde, foregår selve produktionsmodningen i Kina. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vindmøllerne også skal produceres i Kina. Hidtil er de blevet det, fordi langt de fleste møller har været beregnet til det kinesiske marked. Men nu er strategien at gå ind på andre markeder, og møllerne vil så blive produceret, hvor det bedst kan betale sig, når både transport og produktionsomkostninger er indregnet.

FAKTABOKS

Patrade har samarbejdet med Envision Energy siden den kinesiske virksomhed etablerede sig i Danmark i 2010. Patrade er virksomhedens eneste IPR-leverandør af patenter og brugsmodeller.