Skal du på messe – så pas på tyvene!

Alt for mange virksomheder tager på messe uden at være opmærksomme på deres immaterielle rettigheder. De kommer glade og tilfredse hjem fra messen, fordi de har haft en god omsætning, men først senere viser det sig, at de samtidig har foræret deres eneste reelle værdier til en eller flere konkurrenter. Eller med andre ord – de er blevet bestjålet af konkurrenter, der straks udnytter gode navne, designs eller opfindelser, som ikke er beskyttet.

Hvis man således tager på messe uden at overveje, hvorledes ens immaterielle rettigheder er beskyttet, svarer det til at åbne en gavebod og forære varerne væk.

Derimod kan messer og udstillinger være yderst effektive platforme til udstilling af nye produkter, hvis man har sørget for at beskytte sig på forhånd. Desuden kan det være en mulighed for at spotte eventuelle kopiprodukter og de personer eller virksomheder, der har krænket ens eget produkt.

Hvis du har styr på din IP-strategi, kan du med ro i sindet tage på messe uden at frygte, at alle hemmelighederne foræres væk til nysgerrige konkurrenter.

Husk derfor:

  • Varemærker beskytter navnet på dit produkt eller din virksomhed. Varemærker kan registreres i hele EU (28 lande) med én ansøgning.
  • Registrerede designs beskytter produkters fremtoning. Som for varemærker, kan der indleveres én ansøgning om registrering af et design – og den kan gælde i hele EU.
  • Patenter beskytter teknologi og fremgangsmåder – teknologien skal løse et teknisk problem og skal være ny og have opfindelseshøjde. Men husk, at der ikke må ske offentliggørelse af teknologien inden messen. Et produkt, der er vist på en messe eller offentliggjort andre steder, kan ikke efterfølgende patenteres.