Skip to main content

Syv patenter beskytter 11 produkter til bl.a. gigt og psoriasis

At beskytte opfindelser af produkter, der ligger tæt på medicinalindustriens varer, kræver specialviden og omfattende kliniske tests for at få de nødvendige patenter i hus.

Den danske bio-virksomhed, CS Medica, har bl.a. udviklet en gel til gigt, psoriasis og sår, som mindsker smerter kløe og betændelse.

Og lige nu er de to søstre bag virksomheden på vej ud i den store verden med deres opfindelse, som er baseret på såkaldte cannabinoider eller CDB. Et aktivt stof i hampplanten, der har smertestillende, helende og betændelseshæmmende egenskaber – uden at være euforiserende.

”Vores mål har været at udvikle håndkøbsprodukter, der – i modsætning til de receptpligtige produkter, man får hos lægen mod f.eks. gigt og psoriasis – ikke har bivirkninger. Og som man vel at mærke ikke bliver skæv af at bruge,” forklarer CEO Lone Henriksen.

Værdifuld rådgivning

Det har foreløbig resulteret i syv patenter i rap på mindre end to år, så virksomheden i dag har patentansøgninger på cannabinoid-produkter til bl.a. gigt, psoriasis, sårheling, søvnforstyrrelser, høfeber og hårtab. Men vejen derhen har været krævende.

For når man gerne vil udvikle produkter, der er sygdomsrettede, er man underlagt lægemiddellovgivningen. Den stiller bl.a. krav om et stort antal test og kliniske forsøg, der påviser, at produktet virker, og som skal registreres hos Lægemiddelstyrelsen, før en virksomhed overhovedet må sælge produkterne. Men for at få patent på den opfindelse, som søstrene har brugt mange år på at udvikle og dokumentere effekten af, skal de derudover også i detaljer dokumentere, at produktet er nyt, adskiller sig væsentligt fra eksisterende opfindelser og kan udnyttes industrielt.

”Så fra i årevis at have fokuseret på sygdom som det centrale, er det centrale nu, at vi skal være unikke. Og det kræver virkelig, at man får drejet brillerne en omgang, så vi sørger for, at vores oprindelige idé er godt beskyttet, så udviklingsarbejdet ikke er spildt,” siger Lone Henriksen.

Her har CS Medica fået værdifuld rådgivning hos Patrade ift. at beskytte selve opfindelsen, men også ift. hvilke eksperimenter, de burde udføre for at gøre patentet så komplet som muligt og sandsynliggøre, at de var opfinderne af produkterne. Hermed gør søstrene det så vanskeligt som muligt for andre at udnytte deres oprindelige idé til andre formål end dem, søstrene har nået at dokumentere indtil nu.

Fordelagtig position

For i modsætning til, hvad mange tror, så betyder et patent ikke, at man har ret.

Den eneste ret, man har, er at forhindre andre i at udnytte ens opfindelse – dvs. en forbudsret. Og så giver et patent handlefrihed, så virksomheden ikke er begrænset af andres rettigheder, hvilket er det allervigtigste, eftersom det betyder, at den har et marked at operere på.

”Med syv patentansøgninger har vi i dag en fordelagtig position på et voksende europæisk marked for de her produkter, og vi er også godt på vej uden for Europa. Ikke mindst fordi vi kan sige til vores distributører, at der ikke kommer en konkurrerende distributør eller vare på hylden,” siger Lone Henriksen, der vil råde andre til at tænke patenter ind, allerede når de udvikler et produkt.

”Hvis man fra det øjeblik, man har en ide, også tænker kliniske forsøg og test ind ift. at få patent på et senere tidspunkt, slipper man for en masse dyrt dobbeltarbejde. Vi begyndte med at lave test og forsøg, der skulle bruges til den tekniske beskrivelse. Og bagefter skulle vi så lave yderligere forsøg for at få så effektive patenter som muligt. Til gengæld har rådgivningen om de supplerende studier været helt afgørende for at få patenterne i hus. Det er umuligt selv at have et overblik, fordi området er så komplekst,” siger hun.

Ansvarlig rådgivning

En vellykket proces kræver således god forståelse fra begge parter. Rådgiveren skal forstå, hvad virksomheden laver, og virksomheden skal forstå patent-processen.

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Patrade, hvor vi har kunne spørge ind, hvis der var noget, vi ikke forstod. Og vi har fået en ansvarlig rådgivning, hvor de har investeret i at få et dybt indblik i vores produkter,” siger Lone Henriksen, der også fremhæver Patrades globale netværk som helt afgørende, når det kommer til varemærkeregistreringen.

”I Japan havde vi brug for at en lokal tog høringen med patentkontoret for at vi kunne få registreret vores varemærke, og her betød Patrades netværk, at vi kom i hus med at få registreringen af varemærket på plads. Det siger sig selv, at det er rigtigt vigtigt.,” fortæller Lone Henriksen.

“Med syv patentansøgninger har vi i dag en fordelagtig position på et voksende europæisk marked.”
Lone Henriksen

Lone Henriksen

CEO, CS Medica

Udfyld formularen og lad os kontakte dig

Patrade A/S er dataansvarlig og behandler dine personoplysninger fortroligt og alene for at behandle og besvare din henvendelse via telefon eller e-mail. Hvis henvendelsen besvares af en medarbejder fra Patrade Legal Advokatanpartsselskab, hvilket vil blive oplyst eller fremgå af e-mailautosignaturen, er dette selskab imidlertid dataansvarlig. Læs mere i vores privatlivspolitik, herunder hvordan du udøver dine rettigheder, eksempelvis retten til indsigt.