Art. 17 (tidl. art. 13) i EU’s copyright-direktiv – en trussel for ”det frie internet”?

Bølgerne går højt i debatten om, hvorvidt den omstridte art. 17 har karakter af et tiltrængt middel til sikring af kunstneres rettigheder eller en frihedsindskrænkende censurforanstaltning. Vi giver dig her et overblik over, hvad art. 17 faktisk vil betyde for upload og deling af ophavsretligt beskyttet materiale på digitale platforme.

Den 26. marts 2019 vedtog Europa-Parlamentet endeligt, at EU’s copyright-direktiv, der bl.a. indeholder den kontroversielle og heftigt debatterede art. 17 (tidl. art. 13), skal vedtages og implementeres i medlemslandenes nationale lovgivning inden for 2 år.

Den nye hovedregel

Ifølge den hidtil gældende lovgivning er det brugeren, der uploader eller deler det beskyttede materiale, der kan gøres ansvarlig herfor. Den digitale platform er først forpligtet til at fjerne materialet, når de får kendskab hertil. Med vedtagelsen af art. 17 er det nu den digitale platform, der gøres ansvarlig uanset kendskab.

Dette betyder i praksis, at platformene må anvende software til forudgående filtrering af beskyttet indhold, der forsøges uploadet.

Hvem er omfattet?  

Omfattet af art. 17 er kun digitale platforme, der udelukkende baseres på indhold, som uploades og deles af platformens brugere – eksempelvis Facebook og YouTube, som opnår store fortjenester på brugernes upload af ophavsretligt beskyttet materiale. Platforme som eksempelvis Wikipedia, private blogsites mv. berøres derfor ikke af art. 17.

Endvidere er betingelserne lempet for nyere og mindre platforme samt platforme med begrænset omsætning, jf. nærmere nedenfor. Det er derfor primært de såkaldte ”internetgiganter”, som vedtagelsen vil påvirke.

Undtagelser – hvad med memes?

En platform, som gennem brugerupload eller –deling uautoriseret offentliggør beskyttet materiale, bliver ansvarsfri, hvis 3 kumulerende krav er opfyldt:

  1. De har gjort deres bedste indsats for at opnå tilladelse hos rettighedshaveren, og
  2. De har efter høje branchestandarder gjort deres bedste for at sikre, at de specifikke rettighedshaveres værker ikke gøres tilgængelige (eksempelvis ved installering af et egnet filtreringssoftware), og
  3. De har handlet hurtigt efter at have modtaget begrundet meddelelse fra rettighedshaveren om offentliggørelsen samt gjort deres bedste indsats for at forhindre fremtidige gentagelsestilfælde.

For platforme, der har eksisteret i mindre end 3 år og har en årlig omsætning på under 10 mio. EUR gælder nr. 1 og nr. 3 for så vidt angår en hurtig reaktion på meddelelse om offentliggørelsen. Har en sådan platform imidlertid mere end 5 mio. månedlige besøgende, stilles også krav om ydelse af bedste indsats for at forhindre gentagelsestilfælde.

Endvidere gælder ansvaret ikke for upload og deling af ophavsretligt beskyttet materiale, som har karakter af:

  • Citater
  • Kritik
  • Anmeldelser
  • Karikaturer
  • Parodier
  • Pasticher

Ovennævnte afliver et af de største kritikpunkter hos modstandere af direktivet – nemlig at adgangen til upload af memes, gifs mv. begrænses. Takket være disse undtagelser vil Grumpy Cat, Mocking Spongebob og Bad Luck Brian formentlig leve videre på internettet i bedste velgående og vil ikke blive mødt med krav om tilladelse fra rettighedshaveren.

Kommentarer 

Der er ingen tvivl om, at intentionerne bag vedtagelsen af art. 17 er gode. Det forekommer urimeligt, at eksempelvis Spotify ved lov er ansvarlig for at indhente licenser fra musikrettighedshaverne, når YouTube, hvorfra der også streames uanede mængder musik, først er ansvarlige, når de bliver gjort opmærksomme på materialet.

Bestemmelsen skal således sikre, at internetgiganterne ikke vederlagsfrit kan tjene på kommerciel udnyttelse af andres værker, men at kunstnerne i stedet sikres en fair betaling herfor. Men vil denne gode intention medføre uønsket censur og begrænsning af kreativitet og idéen om ”det frie internet”?

Dette forsøger bestemmelsen ihærdigt at undgå. For det første stilles krav om, at en bruger, der uploader eller deler fejlagtigt frafiltreret materiale, skal have nem og hurtig adgang til at få materialet vurderet af et menneske. På denne måde søger man at undgå unødig censur.

For det andet er bestemmelsen formuleret således, at der klart opfordres til at søge opnåelse af licens fremfor at frafiltrere uploadet materiale. Som nævnt i undtagelserne kan rettighedshaverne i visse tilfælde miste deres rettigheder, hvis platformene har gjort deres bedste for at opnå en aftale. Der stilles således også krav til rettighedshaverne om samarbejdsvillighed.

I en perfekt verden vil bestemmelsen altså ikke begrænse adgangen til kreativt indhold på internettet, fordi rettighedshaverne og platformene selvfølgelig bliver enige om licensaftaler, hvorfor der ikke vil være brug for fjernelse og frafiltrering.

Desværre lever vi ikke i en perfekt verden, og svaret på ovennævnte spørgsmål afhænger derfor primært af 2 faktorer:

  1. Platformenes og rettighedshavernes samarbejdsvillighed og effektivitet i forhold til indgåelse af licensaftaler.
  2. Hvor præcist platformenes filtreringssoftware vil kunne skelne imellem retmæssigt og uretmæssigt uploadet materiale.

Hensigten med art. 17 er altså at sikre en fair fordeling af indtjeningen på uploadet og delt ophavsretligt beskyttet materiale uden at begrænse ”det frie internet”. Om dette også lader sig gøre i praksis afhænger dog af aktørernes ageren og den tilgængelige teknologi.

Patrade bistår såvel virksomheder som private i løsningen af ophavsretlige tvister og problemstillinger og er altid til rådighed med rådgivning inden for den nye lovgivning på området.