Fem ting du bør vide om IPR, hvis du har fået en god idé

Sidder du med en god idé, der kunne udvikle sig til et nyt koncept eller produkt, så er IPR muligvis ikke det første, du har i tankerne. Men der er mange gode grunde til, at du tidligt i processen bør gøre dig visse overvejelser omkring IPR, og hvordan du bedst beskytter din idé. Vi giver dig her fem ting, du som minimum bør vide om IPR, før du går videre med din idé.

 

1. Du skal tidligt i gang med IPR – i hvert fald overvejelserne

Der er mange fordele ved at tænke en IPR-strategi ind allerede i opstartsfasen af et nyt koncept eller et nyt produkt. For det første kan du på den måde forhindre andre i at kopiere din idé, men du undgår også at komme til at spænde ben for dig selv på et senere tidspunkt. En IPR-registrering – uanset om det drejer sig om et patent, et design og til dels et varemærke – kræver nyhed, og det kan derfor være svært eller i nogle tilfælde direkte umuligt senere at få en registrering, hvis jeres produkt allerede er offentliggjort. Samtidig skal en IPR-registrering betragtes som et værdifuldt aktiv, der kan hjælpe med til at tiltrække investorer, og som du kan vælge at sælge eller licensere.

 

2. En forundersøgelse kan spare dig for mange problemer… og penge

Med en forundersøgelse får du afdækket markedet inden for dit område. Dermed sikrer du dig, at du ikke bruger tid og penge på en idé eller et navn, som allerede findes i forvejen. Det giver dig mulighed for at styre uden om eksisterende rettigheder, så du ikke skal bruge unødvendige ressourcer på krænkelsessager, der kunne have været undgået. Samtidig får du mulighed for at justere og tilpasse dit produkt, så du finder din egen plads og berettigelse på markedet. Det kan også give dig en indikation af, hvor i verden det vil give bedst mening for dig at udbrede dit produkt.

 

3. Rådgivning sikrer, at du holder dig inden for reglerne

Der er en række formelle krav, der skal overholdes, når du ansøger om en IPR-rettighed. Det kan en professionel IPR-konsulent hjælpe dig med. Måske har du fundet et helt eminent navn til dit nye produkt, men viser det sig at være f.eks. beskrivende for dit produkt, så overholder det ikke de formelle krav, og så kan det ikke registreres. Du vil dermed ikke kunne få eneretten til navnet, og dine markedsføringskroner kan på sigt være spildt. Derfor er det en god idé at rådføre dig med en ekspert, inden du bevæger dig for langt ud i din planlægning af lancering, markedsføring osv.

 

4. Din IPR-strategi skal tænkes ind i fremtiden

Det er vigtigt at lægge en tidlig IPR-strategi, der ikke kun tager højde for, hvordan du får dit produkt på markedet uden at blive kopieret, men i høj grad også hvor dit produkt skal på markedet. Det kan være fristende at tænke ”Nu starter vi lige i…”, men hvis du ikke er opmærksom og fremadseende kan det få alvorlige konsekvenser. Ansøger du f.eks. om en designbeskyttelse i EU og senere, da produktet er blevet en succes, finder ud af, at du også har brug for en registrering i Kina, så kan det ikke lade sig gøre. Designet kan ikke længere betragtes som nyt, og så kan det ikke registreres. Det er derfor klogt at tage en IPR-konsulent med på råd i strategiplanlægningen.

 

5. Du kan undgå, at medarbejdere og samarbejdspartnere bliver en trussel mod din idé

Mens du udvikler på din idé, er det vigtigt at gøre klart over for alle, der er en del af processen, at der er tale om en forretningshemmelighed – både over for medarbejdere, samarbejdspartnere, investorer osv. Det gælder ikke kun i forbindelse med udvikling af idéer til nye produkter, men i forbindelse med alle former for viden, knowhow, oplysninger, som du ikke vil have, at andre løber med. Det kan f.eks. være en løsning at få underskrevet en hemmeligholdelsesaftale, så du er sikker på, at din idé forbliver din.

 

Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til IPR i lige den situation, du står i, er du altid velkommen til at kontakte en af vores dygtige konsulenter for en uforpligtende snak. De giver altid gerne et godt råd med på vejen.

Fandt du denne artikel interessant, så vil du måske også synes om: IPR-aktive SMV’er har større sandsynlighed for vækst.