Skip to main content

Studentermedhjælper til immaterialret

Vil du være med til at tage kampen op mod kopister? Så kan det være lige dig, vi mangler til vores kontor i Aalborg.

Patrade er et konsulenthus med speciale i IP (Intellectual Property). Vi arbejder f.eks. med patenter, varemærker og design. Vi rådgiver virksomheder om etablering, anvendelse og håndhævelse af immaterielle rettigheder (IPR). Jobbet som studentermedhjælper er placeret i en del af vores juridiske afdeling, som beskæftiger sig med online håndhævelse af især varemærkerettigheder og ophavsret.

Dine opgaver

Dine primære arbejdsopgaver bliver at assistere kontorets jurister med at fremsøge og vurdere krænkelser af IPR på diverse typer af online platforme samt håndhævelse heroverfor. Du vil indgå i et tæt samarbejde med vores specialiserede team med rig mulighed for både selvstændighed, ansvar, vejledning og frihed til at eksperimentere.

Din profil

Du begynder om lidt på 4. eller 6. semester på jura- eller erhvervsjurauddannelserne.
Stillingen er målrettet personer, der er nysgerrige, strukturerede og arbejdsomme. Vi forventer, at dit studium har førsteprioritet, men at du evner at have kapacitet til at varetage dit arbejde med samme, høje engagement.

Det er nødvendigt, at du skriver fremragende engelsk, samt at du har en naturlig tilgang til computere og IT. Vi anvender adskillige teknologiske værktøjer, som vi forventer, at du vil anvende uproblematisk.
Du vil løbende og målrettet blive oplært i immaterialretten og dens praktiske anvendelse. Vi forventer ikke, at du har haft de fag, der vedrører immaterialretten endnu, eller i øvrigt har noget særligt kendskab hertil. Vi forventer i stedet, at du har en interesse derfor. Ved ansættelsen lægger vi vægt på personlige egenskaber og interesser, analytiske evner og udsigter til længerevarende ansættelse, som du tilskyndes at beskrive i din ansøgning.

Vores kontor i Aalborg ligger på Østre Havnepromenade 26 med god adgang til busforbindelser.

Vi tilbyder

Du tilbydes en fleksibel stilling i en international konsulentvirksomhed, hvor vi har et godt og uformelt arbejdsmiljø med engagerede kolleger. Vores aalborgensiske, juridiske afdeling består af et ungt team med rummelighed og en til alle tider venskabelig kultur, hvor medarbejdertilfredshed er højt prioriteret.
Din arbejdstid vil som udgangspunkt være 6-14 timer fordelt over 1-3 dage ugentligt afhængigt af, hvordan du selv foretrækker at strukturere dine opgaver. Det er vores forhåbning, at det på sigt vil være muligt at udvide til et højere antal timer.

Ansøgningen

Ansøgningen sendes til Patrick Knudsen på plk@patrade.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Patrick på samme e-mail. Skriv ”Studentermedhjælper” i emnefeltet. Ansøgninger vil blive løbende behandlet, men skal være modtaget senest fredag den 21. januar kl. 12.

Ansøgningen bør være på engelsk og indeholde en kort præsentation af dig som person - herunder dine personlige interesser og kendetegn - samt en beskrivelse af, hvad du kan bidrage med socialt, i forbindelse med arbejdsopgaverne, og i øvrigt. Til ansøgningen vedlægges eksamensudskrifter fra den uddannelse, du er i gang med, og fra ungdomsuddannelse, samt CV og eventuelle referencer.

Vi glæder os til at høre fra dig!