Misbrug af erhvervshemmeligheder – nye afgørelser

Principielle sager fra Sø- og Handelsretten om misbrug af erhvervshemmeligheder

Hvor meget skal der til, før der er sket underretning til arbejdsgiver om opfindelser? Det giver to nye afgørelser en ret god indikation af.

Sø- og Handelsretten har inden for den sidste måned afgjort to sager efter lov om erhvervshemmeligheder ligesom spørgsmålet om, hvornår en ansat har underrettet om en opfindelse, jf. kravet i lov om arbejdstageres opfindelser, blev behandlet.

I den første afgørelse blev en dansk virksomhed, Emco Controls A/S, dømt for at misbruge den finske virksomhed Valmet Automation Inc.’s erhvervshemmeligheder.

Valmet havde lanceret specialiserede apparater til brug for analyse af koncentration af syrer og baser i væsker. Beregningen sker ved hjælp af anvendelse fa forskellige algoritmer, som findes i apparaternes software.  Emco lancerede apparater med samme egenskaber et par år senere.  Apparaterne blev på Valmets foranledning sammenlignet af et standardiseringslaboratorium, der konkluderede at produkterne var sammenlignelige.

Sø- og Handelsretten lagde til grund, at Valmets algoritmer, software og det bagvedliggende datasæt måtte betragtes som erhvervshemmeligheder, da de ikke var almindeligt kendte eller tilgængelige.  Tilmed var kravet om, at der skal udfoldes rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse opfyldt, da adgangen til algoritmerne var forhindret for både kunder og konkurrenter.

Da Emcos produkter var udviklet af tidligere ansatte hos Valmet, da måleafvigelserne mellem produkterne var mindre end man måtte forvente hos ”uafhængige” konkurrenter og da Emcos software indeholdt 3 bugs, der var at genfinde i Valmets software, blev Emco dømt for ulovlig udnyttelse af Valmets erhvervshemmeligheder og skal betale 2 mio. i erstatning til Valmet.

Dommen kan læses her

I den anden afgørelse slog Sø- og Handelsretten fast, at en tidligere medarbejder hos Oticon A/S, der havde startet selvstændig virksomhed, havde medtaget viden fra sit ansættelsesforhold, der havde ført til opnåelse af patenter.

Medarbejderen havde gjort en række opfindelser under sin ansættelse hos Oticon.  Han havde udfærdiget en teknisk rapport herom, ligesom han havde holdt en præsentation for en mindre gruppe medarbejdere om opfindelserne.  En kollega havde senere registreret opfindelserne i Oticons registreringssystem uden opfinderens viden.

Dette var ikke tilstrækkeligt til, at underretningspligten efter Lov om arbejdstageres opfindelser var opfyldt, da Oticon ikke var blevet oplyst om den kommercielle værdi af opfindelserne, der alene var beskrevet i en teknisk rapport.

Da underretningspligten ikke var overholdt, kunne Oticon kræve opfindelserne overført til sig.

Medarbejderen, der havde søgt patenter på opfindelserne i regi at sit nye selskab, blev tillige dømt for at have misbrugt forretningshemmeligheder, da disse var blevet uberettiget anvendt til indgivelse af patentansøgninger.

Dommen kan læses her.

Afgørelserne giver gode pejlemærker for, hvad der kræves, for at der er sket underretning til arbejdsgiver om opfindelser, ligesom dommene giver vejledning om, at man skal være særlig opmærksom på at begrænse adgangen til erhvervshemmeligheder for produkter, der allerede er lanceret.

Patrade Legal yder rådgivning om dels meddelelser i henhold til arbejdstagerloven og dels om beskyttelse og håndhævelse af forretningshemmeligheder, herunder praktiske tiltag til at opfylde lovens krav.

Henvendelse kan ske til Eva Nødskov Aaeneas@patrade-legal.dk eller Søren Hansensha@patrade-legal.dk

Denne artikel er skrevet af Eva Nødskov Aaen.

Skriv et svar