Gazellens år
Her hos Patrade ser vi tilbage på et fantastisk 2021! I Kina var 2021 oksens år, men her hos Patrade var det gazellens år. Vi oplevede igen i år en temmelig stor vækst i salg af juridiske services og det bragte os på en 9. plads blandt alle danske gazellevirksomheder og en 3. plads i region Midtjylland.
Det er vi utroligt stolte af og glade for, men mest glade er vi fordi vi kan mærke, hvordan det dagligt gør en forskel for vores kunder, at vi kan rådgive hele vejen rundt, uanset om det gælder IP strategi, ansøgninger, online brand protection, håndhævelse eller administration af IP-rettigheder.
Tak for en kæmpe indsats til alle medarbejdere, der gjorde det muligt.
New look
I 2021 undergik Patrade flere forvandlinger. Den mest synlige var introduktionen af en helt ny visuel identitet, som bl.a. blev foldet ud på en ny og mere brugervenlig hjemmeside. Efter at vores kære Patrade brand og logo i mange år havde været uberørt, var det tid til en tidstilpasning, så vores visuelle identitet afspejler det dedikerede IP-konsulenthus vi er. Det synes vi i al beskedenhed selv at vi er lykkedes med.
På de interne linjer fik vi en ny direktør og en ny bestyrelsesformand, to stærke profiler, som vil være med til at forme Patrade fremover. Vi udvidede også vores partnerkreds med en gammel kending, som valgte at vende tilbage til Patrade.
Vi lavede ansøgninger på livet løs
Ultimo 2021 udgav de europæiske IP-myndigheder – EUIPO – deres liste over, hvilke virksomheder, der havde indleveret flest ansøgninger om IP-rettigheder. Her toppede Patrade flere lister. Også i opgørelsen fra World Trademark Review gjorde vi os bemærket, da vi tidligere på året toppede listen og blev dansk ”top filer” på varemærker. Alt dette var ikke sket uden vores kunder, både gamle og nye, der igen i år viste os tillid og bad os om at beskytte deres IP. Tak for tilliden og tak for samarbejdet.
Vi ønsker alle vores kunder og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og et godt nytår.