Skip to main content

Nyhed · 03.11.2021

Ny topledelse i Patrade på plads

Pressemeddelelse

Vi har fået ny bestyrelsesformand. Læs pressemeddelelsen her.

Som led i en ambitiøs vækststrategi har IP-konsulenthuset Patrade nu sat første punktum i en større forandringsproces, der skal sikre fortsat forretningsudvikling og nye markedsandele. Indenfor de seneste måneder er ansat en ny CEO og en ny bestyrelsesformand. Derudover er en tidligere medarbejder hentet tilbage som partner.

Lars Dige Knudsen, 61 år, er indtrådt i bestyrelsen, hvor han afløser Finn Kjærgaard i rollen som formand. Lars Dige Knudsen har efter en lang erhvervskarriere, senest som CEO i Martin Professional A/S, helliget sig bestyrelsesarbejdet. 

Han har specialiseret sig i bestyrelsesarbejde i små og mellemstore virksomheder, og er aktuelt formand i 9 bestyrelser indenfor forskellige brancher, bl.a. DAFA Group, AART architects, TRECO A/S og Pascal A/S. Netop den brede erfaring fra forskellige brancher var afgørende for valget af Lars Dige Knudsen.

Lars Dige Knudsen er ny bestyrelsesformand i Patrade

”Patrade er inde i en større transformation og som en del heraf besluttede vi i kapitalejerkredsen, at tiden var moden til en ny formand for vores bestyrelse. Vi ønsker at sætte mere turbo på udviklingen, og til det har vi brug for nye kræfter og kompetencer. Valget faldt på Lars bl.a. på grund af hans store erfaring med bestyrelsesarbejde og forretningsudvikling,” siger Charlotte Rask Boddum, partner og medlem af bestyrelsen hos Patrade, og tilføjer:

”Vores nye CEO Annette Bach kommer også fra en helt anden branche, en branche, der er fuldt fokuseret på kommercialisering. Netop det fokus har vi brug for hos Patrade. Vi er i et marked i vækst og bl.a. derfor er konkurrencen intens, så vi skal op i et højere gear, hvis vi skal bevare vores stærke position og følge med den udvikling, der er i markedet. Blandt andet indenfor digitalisering ser vi store perspektiver, og vi har allerede igangsat tiltag, som gør en stor forskel for vores kunder, - men der er meget mere at gøre”.

I en kommentar til sin nye rolle som bestyrelsesformand siger Lars Dige Knudsen:

"Jeg ser frem til et tæt og godt samarbejde med Patrade, som jeg har lært at kende som en dynamisk og meget forandringsparat virksomhed. Konsulenthuset er inde i en spændende fase og jeg glæder mig meget til at bidrage til yderligere acceleration af udviklingen.”

Patrades bestyrelse udgøres i dag foruden formanden af to af kapitalejerne: partner Jens Tellefsen og partner Charlotte Rask Boddum, samt eksternt medlem, advokat Carl Erik Skovgaard. 

Den nye partner er Nina Skivesen, som udover rollen som partner og European Patent Attorney (EPA), bliver teamleder.

Yderligere information

PR-foto – Fotograf Birthe Vembye

Lars Dige Knudsen er 28. oktober valgt som ny bestyrelsesformand til Patrade.

Om Patrade (PAtentTRAdemarkDEsign)
Patrade er et af landets førende full-service IP-konsulenthuse. Patrades konsulenter og advokater rådgiver inden for alle områder af immaterialretten fra strategiske overvejelser til registrering og håndhævelse af immaterielle rettigheder som patenter, varemærker og design. Patrade har godt 70 medarbejdere og afdelinger i Aarhus (hovedkontor), Aalborg og København. Virksomheden udgøres af Patrade A/S og Patrade Legal Advokatanpartsselskab.