Skip to main content

Artikel · 22.02.2021

Hvad er entertainmentret?

Hvorfor er entertainmentret aktuelt lige nu? Underholdningsbranchen begynder at interessere sig mere og mere for at beskytte rettigheder og brands. Det er på høje tid, hvis du spørger vores specialist i entertainmentret. Han påpeger bl.a. at mange aftaleskabeloner i underholdningsbranchen er forældede.

Entertainmentret er – som navnet antyder – relevant for underholdningsbranchen og relaterede industrier, for eksempel sport, kunst og musik. Mange af de juridiske problemstillinger der opleves i entertainmentretten, udspringer af immaterialret (særligt ophavsret), aftaleret og markedsføringsret, men er ofte så specifikke og sædvanebetonede, at det er nødvendigt at rådføre sig med en egentlig ekspert på området.

Det har advokatfuldmægtig Morten Jessel, der til daglig er at finde på vores kontor i København, oplevet på egen krop. Morten har nemlig en fortid fra Warner Music Group, hvor han var Legal and Business Affairs Manager.

”I musikbranchen oplevede jeg, at det var svært at finde en ekstern advokat, der eksempelvis havde forståelse for, at et musikalsk værk består af både recording og af publishing med hver sit sæt af rettigheder,” siger Morten Jessel.

Recording er rettigheder til indspilningsdelen af musikken (typisk ejet af pladeselskabet) og publishing er rettigheder til komposition og sangteksten (typisk ejet af pladeforlaget). Det betyder, at i praksis består et musikværk af to dele. Det er vigtigt at skelne mellem de to, for lad os nu sige, at man gerne ville lave et reklamespot og bruge musik fra en artist, så skal rettigheder cleares både i forhold til pladeselskabet og pladeforlaget.

Underholdningsbranchen er vågnet op

Morten oplever en stigende interesse fra pladeselskaber, influencere, artister og filmproducenter for beskyttelse og håndhævelse af deres immaterielle rettigheder.

”I betragtning af hvor store marketingbudgetter underholdningsbranchen opererer med, har der indtil nu været overraskende lidt fokus på at beskytte de selv samme rettigheder og brands. Det ser nu ud til endelig at vende”.

Som så meget andet er denne trend startet i USA og et af de seneste eksempler er Taylor Swift, der har fået varemærkeregistreret ikke bare sit navn, men også sangtekster, så kun hun må bruge dem til andre ting f.eks. på merchandise.

Sociale medier og streamingtjenester har accelereret udviklingen

Problemstillingerne indenfor entertainmentret har udviklet sig signifikant de senere år takket været udviklingen på de sociale medier og indtjeningsmuligheder fra rettighedshavere på streamingtjenester indenfor både TV, film og musik.

”Vi rådgiver ofte vores kunder om markedsføringsretlige problemstillinger i forhold til skjult reklame på sociale medier og om vigtigheden af et øget fokus på udnyttelsesrettigheder i en ny digital virkelighed,” siger Morten.

Mange aftaleskabeloner er forældede i en digital virkelighed

Morten har stor erfaring med udarbejdelse af kontrakter og han påpeger, at mange aftaleskabeloner i musik- og filmbranchen bør opdateres til at reflektere den digitale virkelighed.

”Vi oplever at mange af vores klienters aftaleskabeloner er outdatede i og med, at de afspejler et marked baseret på distribution af fysisk salg, og ikke i tilstrækkelig grad yder beskyttelse af rettigheder ved digitalt salg”.

Vil du vide mere?

Er du i underholdningsbranchen – for eksempel filmbranchen, musikbranchen eller sportsbranchen – og har du brug for rådgivning om forhandling og kontraktudarbejdelse af en lang række aftaler, ophavsrettigheder, eller varemærkeregistrering, så er du velkommen til at kontakte Morten Jessel