Skip to main content

Artikel · 16.06.2026

Immaterielle rettigheder i ansættelsesforhold og kontrakter

Immaterielle rettigheder er ofte blandt en virksomheds vigtigste og mest værdifulde aktiver. Derfor er det afgørende at få afklaret, hvem der ejer rettighederne, når nyt materiale udvikles af medarbejdere, konsulenter eller eksterne samarbejdspartnere.

Artiklen er skrevet af advokatfuldmægtig Christina Merete Nielsen.

Mange virksomheder opdager først betydningen af at regulere ejerskabet af diverse immaterielle rettigheder, når der opstår en konflikt. En klar kontrakt kan imidlertid forebygge tvister og skabe sikkerhed om ejerskabet fra starten.

Immaterielle rettigheder i ansættelseskontrakter

Når en medarbejder udvikler materiale som led i sit arbejde, vil virksomheden som udgangspunkt have ret til at anvende resultatet. Men rettighedsforholdene afhænger af både lovgivningen og de aftaler, der er indgået mellem parterne.

Derfor bør immaterielle rettigheder altid reguleres direkte i ansættelseskontrakten. Kontrakten bør blandt andet beskrive, hvilke rettigheder der overgår til arbejdsgiveren, og om dette gælder alt den pågældende medarbejder, arbejder på under sin ansættelse.

Særligt virksomheder inden for teknologi, produktudvikling og kreative brancher har interesse i at sikre, at de kan udnytte de resultater, som medarbejderne skaber som led i deres ansættelse.

Hvem ejer medarbejderes opfindelser?

Et ofte stillet spørgsmål er, hvem der ejer en opfindelse, som er udviklet af en medarbejder.
Selvom medarbejderen er den faktiske opfinder, kan arbejdsgiveren i mange tilfælde overtage rettighederne til opfindelsen, hvis den er skabt som led i arbejdet og har tilknytning til virksomhedens aktiviteter.

Hvor der imidlertid ofte opstår et problem, er under selve patenteringsprocessen. I enkelte lande anser man nemlig ikke virksomheden som ejer af opfindelsen, men selve opfinderen, indtil man kan fremlægge dokumentation på at opfindelsen reelt er overdraget. Dette kan give mange problemer, hvis medarbejderen der er opfinderen, under patenteringsprocessen har forladt virksomheden, uden at underskrive en såkaldt overdragelseserklæring.

Det er derfor en god ide allerede i ansættelseskontrakten at regulere overdragelse af opfindelser. Sådanne klausuler kan nemlig fremlægges som dokumentation for overdragelsen i en eventuel patenteringsproces.

Hvem ejer rettighederne til arbejde udført af konsulenter og freelancere?

Når en virksomhed køber ydelser fra en konsulent, freelancer eller et bureau, er det en udbredt misforståelse, at kunden automatisk ejer det materiale, der leveres.

Som udgangspunkt tilhører ophavsretten nemlig den person eller virksomhed, der har skabt værket, desuagtet at en anden virksomhed har betalt for arbejdet. Betaling for en ydelse medfører nemlig ikke automatisk, at de immaterielle rettigheder overdrages.

Hvis virksomheden ønsker ejerskab til eksempelvis software, designmateriale, markedsføringsindhold eller tekniske løsninger, bør dette derfor fremgå tydeligt af kontrakten. Ellers risikerer virksomheden kun at have en begrænset brugsret til materialet.

Brugsret, eksklusivitet og varighed

En kontrakt om immaterielle rettigheder bør ikke alene tage stilling til ejerskabet. Det er også vigtigt at definere, hvordan rettighederne må anvendes.

Hvis der ikke sker en fuld overdragelse af rettighederne, vil samarbejdet ofte være baseret på en licens eller brugsret. I den forbindelse bør man afklare, om retten er eksklusiv, hvor den gælder, og hvor længe den varer.

For eksempel kan en virksomhed få en eksklusiv ret til at anvende et design i Europa i en ubegrænset periode, mens designeren fortsat ejer de bagvedliggende rettigheder. Uden klare aftaler om disse forhold kan der opstå usikkerhed om, hvad virksomheden faktisk har ret til.

Få styr på de immaterielle rettigheder fra starten

Uanset om der er tale om medarbejdere, freelancere eller eksterne samarbejdspartnere, er det vigtigt at få reguleret de immaterielle rettigheder skriftligt. Klare aftaler skaber sikkerhed for både virksomheden og den, der udvikler materialet, og reducerer risikoen for senere konflikter.

Er du i tvivl om, hvordan du skal regulere immaterielle rettigheder i dine kontrakter, så tag fat i en af vores rådgivere.

Læs mere om ophavsret
Udfyld formularen og lad os kontakte dig

Når du fremsender din forespørgsel, giver du samtidig samtykke til, at Patrade A/S og Patrade Legal Advokatanpartsselskab (”Patrade”) må kontakte dig på baggrund af din forespørgsel samt sende markedsføring via e-mail og tredjepartsmedier (fx LinkedIn og Google).

Markedsføringen kan tilpasses dig ud fra dine kontaktoplysninger, samt data der indsamles på Patrades platforme, tredjepartsmedier og cookies, herunder geografiske placering, adfærd og søge- og besøgshistorik.
Ved udsendelse af e-mails benytter Patrade pixels til at måle åbninger, klik, og enhedstype. Ligesom der anvendes konverteringer på tredjepartsmedier til forbedrede målinger.

Samtykket kan til enhver tid trækkes tilbage via link i bunden af e-mailen. Du kan finde yderligere information om, hvordan Patrade behandler dine personoplysninger i vores privatlivspolitik.

Læs mere om samtykket her.