Skip to main content

Artikel · 06.01.2023

PCT-ansøgning

PCT står for Patent Cooperation Treaty. I denne artikel stiller vi skarpt på PCT-ansøgning.

Hvad er PCT?

PCT (Patent Cooperation Treaty) er et internationalt patentsamarbejde, der gør det muligt at reservere retten til patentbeskyttelse for en opfindelse i flere end 150 lande samtidig i op til 30 måneder fra prioritetsdatoen eller indleveringsdatoen, hvis der ikke er krævet prioritet.

International patentansøgning

En patentansøgning indleveret i PCT-systemet kaldes en international patentansøgning. Den internationale patentansøgning siges at være i den internationale fase frem til 30 måneder fra prioritetsdatoen. Herefter overgår den internationale patentansøgning til den nationale fase, hvor patentansøgningen skal ansøges nationalt i et eller flere af de lande, der er med i PCT for at opnå patentbeskyttelse.  

De internationale myndigheder foretager en indledende og ikke-bindende nyhedssøgning og vurdering af patenterbarheden af opfindelsen, men udsteder ikke patenter. Det er de nationale og regionale patentmyndigheder i den nationale fase, som foretager den endelige og bindende vurdering af om en opfindelse er patenterbar eller ej.  

Hvordan fungerer en PCT-patentansøgning?

En international patentansøgning kan indleveres direkte til de international myndigheder eller indleveres indenfor 12 måneder fra en tidligere indleveret patentansøgning.

Efter indlevering foretages en nyhedsundersøgelse af en "International Searching Authority" (ISA). For en dansk virksomhed vil ISA være Nordic Patent Institute, den svenske patentmyndighed eller den europæiske patentmyndighed.  ISA søger i offentliggjorte patentdokumenter og teknisk litteratur (prior art), som kan have indflydelse på patenterbarheden af opfindelsen. Ansøgeren modtager en søgerapport samt en ikke-bindende vurdering af opfindelsens patenterbarhed ca. 4 måneder efter indlevering af PCT-patentansøgningen. Den internationale patentansøgning offentliggøres 18 måneder efter prioritetsdatoen eller indleveringsdatoen, hvis der ikke er krævet prioritet.

Den internationale patentansøgning kan videreføres nationalt i PCT-medlemslande. Fristen for national videreførelse er typisk 30 eller 31 måneder fra prioritetsdatoen eller indleveringsdatoen, hvis der ikke er krævet prioritet.

Fordele ved PCT-ansøgningen

En international patentansøgning gør det muligt at reservere retten til patentbeskyttelse for en opfindelse i 157 lande i op til 30 måneder fra prioritetsdatoen eller indleveringsdatoen. Dermed kan man udskyde omkostningerne og få længere tid til at afprøve produktet og markeder, før der tages en endelig beslutning om landevalg.

Derudover kan man benytte den internationale søgerapport og indledende patenterbarhedsvurdering til at afdække risiko, hvis den internationale patentansøgning videreføres nationalt.

Det skal en PCT-ansøgning indeholde

En international patentansøgning skal indeholde en beskrivelse af opfindelsen, således at en fagperson kan udføre opfindelsen uden nogen unødvendig byrde. Derudover skal ansøgningen indeholde krav, som definerer, hvad man ønsker at få beskyttet. Kravene skal være klare og tydelige og understøttet af beskrivelsen.

Læs om patentansøgning, og hvad den skal indeholde.

Søg internationale patenter

PCT-proceduren er delt op i en international fase og en national fase. Når en patentansøgning indleveres eller videreføres i PCT begynder den internationale fase. Her foretages den internationale nyhedsundersøgelse, hvor en søgerapport og skriftlig vurdering udarbejdes.

Efter den internationale fase kan PCT-ansøgningen videreføres i den nationale fase ved nationale patentmyndigheder i de lande, hvor man ønsker patentbeskyttelse. PCT-ansøgningen skal videreføres i den nationale fase inden udgangen af den 30. eller 31. måned fra prioritetsdatoen, afhængigt af i hvilket land man søger beskyttelse. De nationale patentmyndigheder foretager deres egen vurdering af patentansøgningen baseret på national lov og praksis.

En international ansøgning resulterer ikke i sig selv i udstedelsen af et patent, da der ikke eksisterer et internationalt patent, idet patenter er territorialt begrænsede.  Den internationale ansøgning skal derfor videreføres i de lande, hvor der ønskes patentbeskyttelse for at få udstedt et patent.

Få et europæisk patent med PCT-ansøgningen

En PCT-ansøgning gør det hverken nemmere eller hurtigere at søge et patent i Europa. Et af formålene med en PCT-ansøgning er at forlænge processen, så man kan nå at markedsafprøve sin opfindelse før der fortages en yderligere investering i den nationale fase.

En dansk virksomhed kan vælge den europæiske patentmyndighed som den internationale søgemyndighed (ISA) og således få en klar indikation på, om opfindelsen vil blive vurderet patenterbar af de europæiske patentmyndigheder, såfremt det vælges at videreføre ansøgningen som en europæisk patentansøgning.

Hvordan hænger PCT-ansøgning sammen med enhedspatent?

PCT-ansøgningen er en international patentansøgning, der gør det muligt at søge patentbeskyttelse for en opfindelse i en lang række lande samtidig. Et enhedspatent er et europæisk patent med enhedsvirkning, som udstedes af den europæiske patentmyndighed (EPO). Enhedspatentet gælder i alle de EU-medlemslande, der har tilsluttet sig UPC (Unified Patent Court), hvilket på nuværende tidspunkt er 17 lande. Et enhedspatent er blot ét af de patenter, man kan søge på baggrund af en PCT-ansøgning. Et forløb kunne fx se sådan ud:

Dansk patentansøgning -> PCT-ansøgning -> europæisk patentansøgning -> udstedelse af europæisk patentansøgning -> anmodning om enhedspatent.

Det vil altså sige, at det er muligt at opnå et enhedspatent gennem PCT-systemet, da ansøgningen i den nationale fase kan videreføres som en europæisk patentansøgning. Efter udstedelse af det europæiske patent kan ansøger anmode om at få udstedt et enhedspatent.

Krænkelsessager om enhedspatentet behandles ved Unified Patent Court, som du kan læse mere om her.

Hvorfor vælge PCT-ansøgning?

De vigtigste grunde til at vælge PCT er:

  • du kan trække tiden og omkostninger
  • du får en foreløbig vurdering af din opfindelse
  • du får yderligere tid til at søge finansiering

Skal vi hjælpe med din PCT-ansøgning?

Ansøgningsprocessen begynder med udarbejdelsen af en patentansøgning, som opfylder PCT-formalitetskravene. Herefter indleveres patentansøgningen typisk ved de danske eller europæiske patentmyndigheder, hvorefter den videreføres i PCT inden for 12 måneder. Inden udgangen af den 30. måned fra indleveringen af patentansøgningen, videreføres den nationalt i de PCT-medlemslande, hvor der ønskes patentbeskyttelse.

Vi kan hjælpe dig trygt igennem PCT-ansøgningsprocessen, fordi vi kender forretningsgangene hos myndighederne, indholdskrav, sprogbrug og timing indgående. Du får en gennemarbejdet patentansøgning, udarbejdet af eksperter, inden for dit fagområde og med mange års erfaring. Det øger din chance for at du får dit patent, og at dit patent er både stærkt og bredt nok til reelt at beskytte og styrke din forretning.

Udfyld formularen og bliv kontaktet af en patentekspert. Kontaktformular