Artister bør registrere deres varemærke

Morten Jessel har specialiseret sig i entertainmentret

Morten Jessel, advokatfuldmægtig

 

Her hos Patrade oplever vi sager, hvor artister ikke længere kan hedde deres kunstnernavn og sager hvor en konkurrerende artist pludselig har taget samme navn på Spotify.  Vi anbefaler artister at få varemærkeregisteret kunstnernavnet for at være bedre rustet mod kopiering.

Hvorfor varemærkeregistrere sit kunstnernavn?

Et varemærke er et særligt navn eller kendetegn, der gør at forbrugere, fans og lyttere til musik kan adskille en kunstner fra en anden. Registrering er i endnu højere grad vigtigt i den digitale virkelighed, hvor salg af musik foregår via streaming fra DSP’ere som er Digital Service Providers – for eksempel Spotify, YouSee og Apple Music, som vi estimerer, står for over 90 % af alt musiksalg i Norden.

”Vi oplever sager, hvor artister bliver mødt af ’cease and desist letters’ fra udenlandske advokater, der repræsenterer en rettighedshaver, som allerede har varemærkeregisteret kunstnernavnet,” siger Morten Jessel, advokatfuldmægtig med speciale i entertainmentret hos Patrade i København, og fortsætter:

”For at undgå den slags krav er det vigtigt at have styr på sit eget kunstnernavn og søge professionel rådgivning om et konkret eller fremtidigt kunstnernavn kan opnå varemærkeretlig beskyttelse og i hvilke lande, det vil give mening at ansøge”.

Morten har en fortid som Legal & Business Affairs Manager hos Warner Music Group og kender til flere sager, hvor artisters generiske kunstnernavne skaber varemærkeretlige problemer.

Et godt eksempel på det, er den norske duo ’Nico & Vinz’, som i 2014 skiftede navn fra ’Envy’.

Morten pointerer, at en søgning på artistnavnet ’Envy’ på Spotify, vil resultere i over 50 artister med samme navn og at ikke alle kunstnernavne kan varemærkeregistreres.

Registrering af kunstnernavn til salg af musik og merchandise

Artister, managere og pladeselskaber bør derfor på et tidligt stadie overveje en brandstrategi, der tager højde for om det er muligt at opnå beskyttelse af artistens kunstnernavn som varemærke, særligt når artisten pludselig får succes i både ind- og udland.

Et varemærke kan i Danmark enten stiftes ved brug eller ved registrering. I forhold til musikbranchen er det særligt myndighedernes krav om særpræg af varemærket og at det ikke er forveksleligt med andres varemærker, der er vigtigt.

Et registreret varemærke giver en række fordele i forhold til et varemærke etableret alene ved brug så man er bedre beskyttet. Det skyldes, at der kan være bevismæssige udfordringer i forhold til at skulle kunne dokumentere sin faktiske og reelle brug af varemærket, så Patrade   anbefaler altid at registrere sit varemærke i de territorier, hvor det forventes at musikken eller merchandise fra kunstneren kan sælges.

Undgå snyltere

Mange artisters pladekontrakter indeholder allerede noget om varemærker, hvor pladeselskabet har erhvervet rettigheder til registrering, men hvor artister kan få overdraget rettighederne ved samarbejdets afslutning.

Det giver god mening for alle parter mener Morten Jessel og understreger, at pladeselskabers rolle i dag har ændret sig til i højere grad at være et reklamebureau for musik.

”Pladeselskaber bruger utroligt mange penge på markedsføring af artister og derfor er det også i pladeselskabets interesse, at der opnås beskyttelse af kunstnernavnet mod snyltere på DSP’ere af en artists goodwill via en varemærkeregistrering".

Amerikansk forbillede

I USA er det meget almindeligt i musikindustrien at varemærkeregistrere kunstnernavne, mens man i Danmark først for nyligt er kommet i gang.

”Det er faktisk besynderligt, da en varemærkeregistrering i USA ofte er mere omstændig end i EU og Norge, grundet USPTO’s (Det amerikanske varemærkeagentur) krav om udgivelse af flere albums eller EP’ere (minialbum)”, siger Morten og bekræfter samtidig, at Patrade kan afhjælpe dette ved en såkaldt ”intent to use-ansøgning”, hvor en artist herefter opnår en 3-årig beskyttelse i USA til at opfylde kravet.

Varemærkeregistrering vinder frem i den danske musikbranche

Morten mener, at man historisk set ikke i tilstrækkelig grad har anset kunstnernavne i Danmark i et forretningsmæssigt perspektiv - som et varemærke, der har en kommerciel værdi og kan sælges eller licenseres til andre. Han påpeger dog, at dette synspunkt er ved at ændre sig i musikbranchen.

I Danmark har etablerede artister som f.eks. Joey Moe, Volbeat og Lukas Graham allerede registreret deres kunstnernavne som varemærker og Morten forventer en øget interesse fra både artister, managere og pladeselskaber i de kommende år.

Hvis du vil have uddybet denne artikel er du velkommen til at kontakte Morten, du finder hans kontaktdata lige her.

Læs mere om entertainmentret her. 

Skriv et svar