EU-Domstolen har flere gange forklaret, herunder i Ferrari-sagen (C-720/18 og C-721/18), at det er indehaveren af det omstridte varemærke, der skal bevise reel brug af et varemærke i sager om fortabelse af varemærkerettigheder som følge af manglende brug. Dette fremgår også af artikel 19 i varemærkedirektivet.
Den 10. marts 2022 blev dette aspekt yderligere uddybet som følge af en præjudiciel forespørgsel. En tysk domstol var i tvivl om, hvorvidt sagsøgte i den nationale sag havde ret i, at sagsøger skulle tilvejebringe yderligere information omkring sagsøgtes manglende brug. EU-Domstolen svarede blandt andet følgende i den præjudicielle sag:
- Det er ejeren af den omtvistede varemærkerettighed, der er bedst klædt på til at tilvejebringe beviser omkring, hvorvidt der foreligger reel brug af et varemærke. Bevisbyrden er derfor pålagt rettighedshaver.
- Det faktum, at sagsøgeren ikke skal bevise manglende brug, frigør imidlertid ikke vedkommende fra at komme med et begrundet og fuldt indlæg, der støtter sagsøgers påstande. Påstandenes natur begrænser imidlertid, hvor detaljeret indlægget kan udfærdiges.
EU-Domstolen udtalte sig også mere generelt om reglerne i varemærkedirektivet, der skulle sikre et minimum af helt grundløse sager ved at anføre, at varemærkedirektivet holder muligheden åben for medlemslande til at afvise sager, der er åbenbart ubegrundede. Herudover er der mulighed for at pålægge sagsøgeren sagsomkostninger, hvis sagen bliver afvist, ligesom det er muligt at kræve et gebyr erlagt, når sagsøgeren anlægger sagen.
Artiklen er oversat og bearbejdet fra IPKat.