Skip to main content

Nyhed · 25.05.2022

Nye retningslinjer for prismarkedsføring

I forbindelse med ny bestemmelse i prismærkningsbekendtgørelsen har Forbrugerombudsmanden offentliggjort reviderede retningslinjer for prismarkedsføring. Prismarkedsføringsreglerne skal forhindre, at forbrugerne vildledes. Reglerne forhindrer fx ”oppustede før-priser”, der får tilbud til at se bedre ud, end de reelt er. Ændringerne vil være gældende allerede fra den 28. maj og udvalgte ændringer vil blive gennemgået nedenfor.

Af Christina Merete Nielsen advokatfuldmægtig

Blandt de vigtigste ændringer er, at det ikke længere vil være muligt at markedsføre kortvarige kampagner på 3 dage uden at afbryde normalprisperioden. Normalprisperioden henviser til den sammenhængende tidsperiode, hvor en vare skal være tilgængelig til en bestemt pris, før den pågældende pris rent juridisk må kaldes normalpris og fx må markedsføres som ”før-pris” i forbindelse med en prisnedsættelse.

Kortere normalprisperiode

Her er der sket en ændring. Hvor perioden efter de tidligere retningslinjer var 6 uger, gælder der nu en periode på 30 dage. Længden på tilbudsperioden er tilsvarende reduceret fra 2 uger til 10 dage. Tilbudsperioden kan dog forlænges, hvis den erhvervsdrivende oplyser, at der er tale om en forlængelse ved tilbudsperiodens begyndelse eller ved forlængelsen. Man kan dog ikke have en tilbudsperiode på mere end halvdelen af normalprisperioden. Det vil sige, at hvis normalprisperioden er 2 måneder, kan tilbudsperioden ikke være mere end en måned.

Erhvervsdrivende skal nu oplyse den laveste pris, en vare har haft de sidste 30 dage ved markedsføring af prisnedsættelse. Det gælder ikke kun, når den erhvervsdrivende direkte bruger ordene prisnedsættelse i sin markedsføring, men også når prisnedsættelse er indikeret gennem andre ord eller udtryk. Udtryk som ”Black Friday pris” og ”påskepris” o.l. vil derfor også gøre det nødvendigt at oplyse om den laveste pris de sidste 30 dage.

De nye retningslinjer indebærer, at hvis en vare markedsføres med en tilbudspris på 200 kr. til julesalg i midt til slut december, skal den erhvervsdrivende oplyse denne pris som normalpris, hvis det samme produkt sættes til nytårsudsalg i januar.

Særregler for varer med kort levetid

Videre skal normalprisen ved yderligere nedsættelse af tilbudspris regnes som den pris, der gjaldt før den første prisnedsættelse. Her gælder der særregler for varer, der har en meget kort levetid. Disse varer skal have haft en normalpris i mindst 14 dage, før et tilbud kan sammenlignes med denne pris, og varen kan så markedsføres med en nedsat pris i 5 dage.

Endelig hvis en vare er markedsført som ”gratis” eller ”vederlagsfri”, men hvor forbrugeren ”betaler” med sine data, skal det oplyses i markedsføringen, at den erhvervsdrivende indsamler personoplysninger, og hvordan disse oplysninger bliver brugt.

Læs hele vejledningen og få svar på spørgsmål

Læs de reviderede retningslinjer.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.