Pressemeddelelse, 1. december 2025
Søren Rehné har siden 2022 være medlem af Patrades bestyrelse. Nu indtræder han som partner for at bygge videre på den succesfulde udvikling han har bidraget til gennem de sidste tre år, og styrke den digitale transformation samt udviklingen af data-drevne løsninger.
Søren Rehné har en imponerende track record som grundlægger af flere succesfulde softwarevirksomheder – herunder Flightlogger, der fem år i træk blev kåret som Gazelle-virksomhed, inden han solgte den i 2022. I dag står han i spidsen for softwarevirksomheden Somebody, endnu en Gazelle-virksomhed, som han selv har grundlagt. Derudover har han gennem årene rådgivet og udviklet digitale løsninger for globale brands som Adobe, Apple, Nike og Time Inc.
”Sørens bidrag til Patrade i de tre år, han har været i vores bestyrelse, har været langt over det forventede. Han har ikke kun bidraget strategisk, men også engageret sig i forretningsudviklingen. Han har stået i spidsen for en markant styrkelse af vores Online Brand Protection-team, hvor hans it-faglighed og forretningsforståelse – især hans erfaring med scale-up af SaaS-løsninger – har gjort en stor forskel. Det kombineret med vores høje ambitioner på digital udvikling generelt, er årsagen til at han nu bliver en del af ejerkredsen,” siger CEO og Managing Partner Annette Bach.
Teksten fortsætter efter billedet.

"Patrade er en virksomhed, som ikke bare taler om digitalisering – de gør noget ved det. Det har jeg oplevet i min tid i bestyrelsen, hvor jeg har haft et tæt samarbejde om at understøtte forretningsstrategien, hvor digitalisering er et vigtigt ben. Min rolle har udviklet sig, og jeg har især involveret mig i Online Brand Protection, hvor jeg i al beskedenhed har været med til at løfte et i forvejen stærkt team til nye højder. Jeg er stolt over at blive en del af ejerkredsen, og jeg glæder mig til alt det, vi skal opnå sammen,” siger Søren Rehné.
Patrade er en førende aktør i Danmark inden for Online Brand Protection og IP-rådgivning. Virksomheden hjælper brands med at beskytte deres immaterielle rettigheder og digitale tilstedeværelse gennem avancerede løsninger og strategisk rådgivning.
Patrades bestyrelse består foruden Søren Rehné af formand Christian Aarosin samt partnerne Charlotte Rask Boddum og Nina Skivesen.
Yderligere information
CEO Annette Bach | +45 5144 0651 | anb@patrade.dk
PR-foto – Fotograf Louise Dybbro
Søren Rehné er ny partner i Patrade.