Af Mikkel Kleis, Advokat (H)
Efter Kongehuset havde modtaget flere henvendelser fra borgere, tog kongehuset tilbage i december 2020 kontakt til Forbrugerombudsmanden. En animeret dronningefigur, der til forveksling ligner Dronning Magrethe 2., var nemlig anvendt af Royal Casino i tv-reklamer, på YouTube og på kasinoets egen hjemmeside.
Casino Royal havde ikke indhentet tilladelse fra Kongehuset, hvorfor Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføringen klart var i strid med markedsføringsloven. Royal Casino var af den opfattelse, at deres dronning forestiller en generel dronningefigur, der ikke har relation til Dronning Magrethe.
I sidste måned valgte Forbrugerombudsmanden så at stævne Royal Casino for Sø- og Handelsretten. I stævningen lægger Forbrugerombudsmanden især vægt på figurens fremtoning, herunder bl.a. ordensbåndet, der til forveksling ligner elefantordenen, figurens rigsdanske tale/diktion og det miljø som figuren befinder sig i, som har store ligheder med Amalienborg-palæerne. Forbrugerombudsmanden har valgt at gå ind i sagen, da det har ”stor samfundsmæssig betydning, når Kongehuset bruges i reklameøjemed”. Det er stadig uvist om sagen ender med at komme for domstolene.