Skip to main content

Designbeskyttelse har været alle pengene værd

Da Concens A/S fik kopieret sit kerneprodukt, var det afgørende at få juridisk hjælp til at vurdere, om de havde en god sag, som også kunne vindes i retten. Virksomheden vandt sagen om design- og produktefterligning.

Concens A/S har i næsten 20 år haft patenter og designbeskyttelse, og derfor har der kun været ganske få sager i løbet af årene – og alle i småtingsafdelingen.

Men da virksomheden for godt et år siden opsagde et samarbejde med en dansk distributør, opdagede de, at den tidligere samarbejdspartner havde lanceret en kinesisk kopi af Concens kerneprodukt – nu under deres eget brand.

Besøg denne side, hvis du vil se, hvordan vi finder og fjerner kopivarer.

Tidligere samarbejdspartner stod bag kopiering

”Da vi i forvejen var opmærksom på, at en kinesisk producent havde kopieret vores produkt, og da vi har designbeskyttelse i Danmark, tog vi fat i Patrade for at få deres hjælp til at vurdere, om vi havde en fornuftig sag,” fortæller René Lynge, adm. direktør for Concens, en mindre dansk produktionsvirksomhed, der fra hovedkontoret i Esbjerg beskæftiger 35 ansatte og eksporterer til hele verden.

Designbeskyttelse - hvad går det ud på og hvordan får man det?

Afgørende designbeskyttelse

Virksomheden lever af at udvikle og sælge elektriske aktuatorer, der bl.a. bruges til at regulere hæve-sænke-borde, når de kører op og ned, men som også findes i handicaphjælpemidler, fitnessudstyr og fødevaremaskiner.

Så da 20 års udviklingsarbejde i millionklassen blev truet af den tidligere samarbejdspartner, gav det René Lynge en vigtig ro at have Patrade som sparringspartner i beslutningsprocessen.

”Vi havde ingen chance for selv at vurdere, hvor vi stod stærkt, og hvor vi stod svagt, så her er det afgørende med professionel hjælp,” siger han.

Søgte råd om håndhævelse hos Patrade

Patrades advokat vurderede, at Concens kunne håndhæve sin designbeskyttelse og på den baggrund gøre konkurrenten ude af stand til at fortsætte det salg, de havde lagt op til.

”Man kan altid diskutere, hvor meget forretning, der ville være blevet taget fra os, hvis de var fortsat, uden at vi havde grebet ind, men ift. at få ret – og dermed ro – var det afgørende, at vi havde beskyttet vores design. Derudover var det meget vigtigt at kunne få en vurdering af, hvad bedste fremgangsmåde var, inden vi kastede os ud i en dyr og tidskrævende retssag,” siger René Lynge.

Se vores services indenfor håndhævelse og retssager.

Forbudssag før civil retssag

Patrade foreslog, at Concens kørte en midlertidig forbudssag, fordi den har den korteste gennemløbstid i retssystemet.

”Efter uden held at have forsøgt at få en dialog med distributøren for at finde en mindelig løsning, satte vi gang i forbudssagen, og efter ni måneder vandt vi sagen, idet dommeren vurderede, at der var tale om en efterligning. Så der blev nedlagt forbud mod, at de måtte sælge produktet, ligesom de også skulle tilbagekalde de solgte efterligninger og det tilhørende markedsføringsmateriale,” fortæller René Lynge, der under forløbet har været mest glad for Patrades sparring, der gjorde det nemmere at forstå mekanismerne i sagen.

”Når man har vundet en forbudssag, skal man køre en civil retssag, men da det er dyrt og kan tage op til fire år, nåede vi frem til at indgå forlig med vores tidligere samarbejdspartner. Men når man skal vurdere, om et forlig er den rette løsning, er det igen helt afgørende at have erfaren juridisk ekspertise med på sidelinjen,” siger han.

Bliv klogere på retssagen.

Direktøren har oplevet at have en åben og tillidsfuld dialog med Patrade, der ikke har presset en retssag igennem for enhver pris, men har forklaret om de forskellige muligheder undervejs.

”Det er selvfølgelig helt afgørende. Og jeg er glad for, at vi på et tidligt tidspunkt havde etableret et samarbejde med patent- og designeksperter, for hvis vi skulle være begyndt fra 0, da krisen kom, ville vi ikke have stået lige så godt.”

Læs mere om Concens
“Hvis vi skulle være begyndt fra 0, da krisen kom, ville vi ikke have stået lige så godt.”
René Lynge

René Lynge

Adm. direktør for Concens

Udfyld formularen og lad os kontakte dig

Patrade A/S er dataansvarlig og behandler dine personoplysninger fortroligt og alene for at behandle og besvare din henvendelse via telefon eller e-mail. Hvis henvendelsen besvares af en medarbejder fra Patrade Legal Advokatanpartsselskab, hvilket vil blive oplyst eller fremgå af e-mailautosignaturen, er dette selskab imidlertid dataansvarlig. Læs mere i vores privatlivspolitik, herunder hvordan du udøver dine rettigheder, eksempelvis retten til indsigt.