Skip to main content

Ny afgørelse · 27.09.2022

Brug af betegnelsen ”feta” igen i søgelyset. EU-Domstolen langer ud efter Danmark

EU-Domstolen har fundet, at Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordningen om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer, fordi Danmark har undladt at hindre eller standse danske mejeriers brug af betegnelsen ”feta” for ost, der ikke er i overensstemmelse med varespecifikationen i forordningen.

Af Mikkel Kleis, Partner og advokat (H)

Betegnelsen ”feta” har siden 2002 været en beskyttet oprindelsesbetegnelse. Det indebærer, at kun ost med specifikke karakteristika, der stammer fra et bestemt geografisk område i Grækenland, må kaldes ”feta”.

Europa-Kommissionen havde med sin stævning nedlagt påstand om, at Danmark har tilsidesat sin forpligtelse i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1151/2012 ved at undlade at træffe de nødvendige foranstaltninger til at hindre eller standse danske mejeriers anvendelse af betegnelsen ”feta” for ost fremstillet på det danske område af komælk og som derfor ikke opfylder varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse ”feta”. Betegnelsen blev anvendt på dansk ost solgt til lande udenfor EU.

De danske myndigheder mente, at deres praksis ikke var i strid med EU-retten, idet forordningen efter deres opfattelse kun finder anvendelse på produkter, der sælges på Unionens område, og derfor ikke forbyder danske virksomheder at anvende betegnelsen ”feta” som betegnelse for dansk ost, der eksporteres til tredjelande, hvor denne betegnelse ikke er beskyttet. Domstolen fastslog imidlertid, at ved anvendelsen af udtrykket ”enhver brug” i forordningens art, 13, stk. 1, litra a, er brug af en registreret betegnelse, som er bestemt til eksport til tredjelande, ikke udelukket fra forbuddet.

Vores kommentarer

EU-Domstolen har med dommen stadfæstet udgangspunktet, at enhver erhvervsmæssig brug af en beskyttet oprindelsesbetegnelse for varer, som ikke oprinder fra det geografiske område, som beskyttelsen gælder for, ikke er lovlig. Fordelen for Danmark ved den fortolkning er, at de danske beskyttede oprindelsesbetegnelser som lammefjordskartofler og Danbo nyder en tilsvarende beskyttelse.

De danske beskyttede oprindelsesbetegnelser kan ses på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Læs EU-Domstolens dom.

Partner, Advokat (H). Møderet for UPC

Mikkel Kleis

T +45 8930 9727 · M +45 6024 9053 · mkl@patrade-legal.dk