Af advokat Simon Gjern Pedersen
Vestre Landsret finder, at Danish Crowns brug af udsagnet ”klimakontrolleret gris” i markedsføringen af grisekød var vildledende og dermed udgjorde greenwashing, mens udsagnet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”, fandtes dokumenteret.
Den længeventede principielle sag ved Vestre Landsret om, hvorvidt Danish Crowns brug af udsagnet ”klimakontrolleret gris” og ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” i markedsføringen af grisekød udgjorde greenwashing, er nu endelig afgjort.
Klimakontrolleret gris
Landsretten fandt, at brugen af udsagnet ”klimakontrolleret gris”, der bl.a. var påført Danish Crowns grisekødsprodukter, var egnet til at vildlede forbrugeren om produktets klima- og miljøpåvirkning, hvorfor udsagnet udgjorde ulovlig greenwashing.
Produkterne var ”klimakontrolleret” i den forstand, at Danish Crowns landmænd omfattet af ”klimakontrol”-ordningen var forpligtet til at indrapportere en række data, som var relevante for at beregne den enkelte landmands klimapåvirkning, og som man kunne bruge til fremtidig optimering af klimapåvirkningen.
Imidlertid var det ikke et krav efter ordningen, at landmændene faktisk havde nået nogle nærmere bestemte klimamål, og der var ikke krav om kvalitativ kontrol af landmændenes faktiske klimapåvirkning for at være omfattet af ordningen.
Da det vildledende udsagn i øvrigt fandtes egnet til væsentligt at påvirke forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning, fandtes udsagnet at være i strid med markedsføringsloven.
Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror
Landsretten fandt, at brugen af udsagnet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” var tilstrækkeligt dokumenteret, hvorfor udsagnet ikke udgjorde greenwashing.
I denne forbindelse lagde landsretten vægt på, at gennemsnitsforbrugeren i 2020 havde generelt svært ved at placere grisens klimapåvirkning i forhold til andre dyr, og at de fleste fejlagtigt troede, at den var lige så klimabelastende som oksen.
Da grisekød faktisk har et betydeligt lavere klimaaftryk end okse- og lammekød, fandt landsretten det tilstrækkeligt underbygget, at grisekød (i 2020) var mere klimavenligt, end gennemsnitsforbrugerne troede.
Dermed frifandtes Danish Crown for så vidt angår brugen af dette udsagn.
Afgørelsen kan ankes til Højesteret.
Opdateres…
Hvad er greenwashing?
Greenwashing dækker over kommunikation med en falsk eller stærkt overdreven påstand om en miljømæssig gevinst.
Greenwashing kan også være vildledende markedsføring af produkter, der præsenteres mere miljøvenlige og bæredygtige end de er.
Green Claims-direktiv på vej
EU vedtog i 2023 et direktiv om brug af de såkaldt grønne udsagn. Læs i denne artikel, hvad green claims-direktivet indeholder og hvilken konsekvens det vil få for danske virksomheder.