Skip to main content

Nyhed · 01.05.2025

GREENWASHING: Forbrugermyndigheder i offentlig opfordring til mode- og tekstilbranchen til at gennemgå grøn markedsføring

Forbrugerombudsmanden er gået sammen med 19 andre landes tilsvarende myndigheder i en offentlig opfordring til mode- og tekstilbranchen til at gennemgå deres markedsføring af grønne budskaber for at modvirke greenwashing.

Artiklen er skrevet af advokat Simon Gjern Pedersen.

I et åbent brev har det internationale netværk for forbrugerbeskyttelse og håndhævelse (ICPEN), som den danske Forbrugerombudsmand er medlem af, opfordret aktører i mode- og tekstilbranchen til at få gennemgået deres markedsføring af grønne budskaber for at sikre, at den er i overensstemmelse med lovgivningen om greenwashing.

Formålet med opfordringen er at øge branchens standarder for ærlig, præcis og transparant markedsføring af grønne udsagn med henblik på at sikre branchens troværdighed og forbrugernes evne til at træffe valg på et klart og oplyst grundlag.

Tekstilbranchen – og særligt modebranchen – estimeres at være ansvarlig for 8 % af den globale udledning og 20 % af det globale spildevand.

ICPEN’s opfordring skal medvirke til at øge branchens incitament for skabe og prioritere grønnere og mere ansvarlige løsninger, der skal bidrage til at mindske denne påvirkning.

I brevet fremhæver netværket følgende anbefalinger, der skal sikre overholdelse af den gældende og snart kommende greenwashing-lovgivning:

  • Undlad at bruge vage og generelle udsagn
  • Undlad at overdrive effekten af grønne tiltag
  • Undlad at henvise til globale gennemsnitsdata om et specifikt produkt
  • Undlad at bruge selvskabte og private mærknings- og certificeringsordninger
  • Undlad at bruge ”bæredygtigheds”-filtre og -kategorier i onlineshops
  • Undlad at fremsætte fremtidige klimamål og -visioner, der ikke er konkrete, præcise, gennemtænkte, realistiske og tredjepartsverificerede

Læs pressemeddelelse og det åbne brev.

Forrbrugerombudsmanden har det seneste år haft øget fokus på tekstilbranchens greenwashing og forventer at tage flere sager op mod aktører i denne branche i løbet af 2025.

Gennemgang af grøn markedsføring

Hos Patrade tilbyder vi tjek og kontrol af eksisterende eller planlagt markedsføring af grønne udsagn og tiltag.

Kontakt Simon Gjern Pedersen for en indledende snak om jeres behov og overvejelser. Simon er advokat med speciale i immaterial- og markedsføringsret med særlig fokus på greenwashing. Han er altid opdateret på seneste og kommende lovgivning og praksis og følger dagligt med i den dynamiske udvikling på området.

Sådan undgår du greenwashing

Artiklens forfatter