Af advokat (H) Mikkel Kleis
Det italienske selskab Fabbri 1905 producerer produktet ”Amarena Fabbri” i en hvid krukke med blåt ornamenteret mønster, som mange sikkert kender som tilbehør til risalamande og vaniljeis. Efter at være blevet opmærksom på, at Zelected Foods var begyndt at markedsføre et Amarena kirsebærprodukt i sirup i en hvid krukke med bl.a. et blåt ornamenteret mønster, anlagde Fabbri 1905 en retssag mod Zelected Foods med påstande om forbud, tilbagekaldelse og destruktion af det omtvistede kirsebærprodukt samt krav om erstatning på 100.000 kr.
I Sø- og Handelsrettens dom blev det lagt til grund, at Fabbri 1905’s produktemballage er et ophavsretligt beskyttet værk og desuden er beskyttet mod ulovlige produktefterligninger efter markedsføringsloven.
Hvad er ophavsret? Få svaret her.
Krukkens form var afgørende
Ved en sammenligning af parternes produkter fandt Sø- og Handelsretten dog, at der er så store forskelle med hensyn til bl.a. krukkernes form, låg og mønster, at der ikke er sket en krænkelse af Fabbri 1905’s rettigheder.
Sø- og Handelsretten lagde bl.a. vægt på at formen på Fabbri 1905’s krukke giver et slankt indtryk, mens formen på Zelected Foods krukke fremstår som en standardkrukke med et mere buttet indtryk. Med hensyn til produkternes mønstre fandt Sø- og Handelsretten, at ornamenteringerne fremstår meget forskellige med hensyn til flere detaljer ved mønstrene. Udover ornamenteringen indeholder Zelected Foods flere detaljer, som er uden lighed med Fabbri 1905’s produkt.
Sø- og Handelsretten fandt på den baggrund ud fra en samlet helhedsvurdering, at parternes produkter adskiller sig visuelt og fremtoningsmæssigt fra hinanden i en sådan grad, at der ikke er sket en krænkelse af Fabbri 1905’s rettigheder efter ophavsretsloven og markedsføringsloven.
Vores bemærkninger
Selvom sagens produkter ud fra en umiddelbar betragtning minder om hinanden som følge af anvendelsen af nogle af de samme generelle grundbestanddele (bl.a. en hvid krukke og et mørkeblåt ornamenteret mønster, som har rod i den såkaldte faenza-stil), viser dommen, at hverken ophavsretsloven eller markedsføringsloven giver en beskyttelse af den generelle idé eller koncept bag et produkt.
Selvom Fabbri 1905 muligvis er de eneste på markedet – udover Zelected Foods – til at markedsføre et kirsebærprodukt i sirup i en hvid krukke med et mørkeblåt ornamenteret mønster i faenza-stil, giver hverken ophavsretsloven eller markedsføringsloven en beskyttelse mod, at andre gør brug af samme idé eller koncept til at markedsføre deres konkurrerende produkter. Kun hvis brugen af idéen eller konceptet resulterer i en efterligning af Fabri 1905’s specifikke emballagedesign (fx ved at anvende et ornamenteret mønster, som fremstår af en efterligning af mønstret på Amarena Fabbri emballagen), kan der foreligge en krænkelse, hvilket Sø- og Handelsretten altså fandt ikke var tilfældet i sagen.