Forfatter: Partner advokat (H) Mikkel Kleis.
Sagen angik et patent ejet af Bayer Intellectual Property GmbH, som vedrører et særligt doseringsregime til behandling af tromboemboliske forstyrrelser. Sø- og Handelsretten havde nægtet at nedlægge midlertidigt forbud, mens landsretten nåede det modsatte resultat og nedlagde forbud mod de tre sagsøgte selskaber Teva, Sandoz og Glenmark. De tre selskaber fik herefter Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.
Læs mere om patenter og patentkrav.
Det principielle spørgsmål: beviskravet i forbudssager
Sagens centrale og principielle spørgsmål var, hvilket beviskrav der kan opstilles over for en sagsøgt i en patentsag om midlertidigt forbud eller påbud efter retsplejelovens kapitel 40, når den sagsøgte søger at afkræfte formodningen for patentets gyldighed.
Bayer anmodede under sagen om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af håndhævelsesdirektivet (direktiv 2004/48/EF). Anmodningen blev afslået med henvisning til, at præjudiciel forelæggelse ikke er forenelig med formålet bag forbudsinstituttet.
De stillede præjudicielle spørgsmål illustrerede imidlertid præcist sagens kerne, herunder om det er foreneligt med EU-retten at kræve, at sagsøgte skal påvise klare og åbenbare fejl i den udstedende patentmyndigheds (EPO’s) afgørelse, før formodningen for gyldighed kan tilsidesættes – og om det har betydning, at patentet er opretholdt af EPO’s Technical Board of Appeal efter indsigelse.
Højesterets konklusion
Højesteret fastslår i kendelsen, at der gælder en formodning for, at et meddelt patent er gyldigt. I sager om midlertidigt forbud eller påbud indebærer dette, at patenthaveren som det klare udgangspunkt har sandsynliggjort sin ret alene ved at henvise til det meddelte patent. Dette følger bl.a. af, at en sagsøgt ikke i en sag om midlertidigt forbud og påbud har mulighed for at nedlægge modpåstand om patentets ugyldighed, samt at bevisførelsen i sådanne sager skal være begrænset og forenelig med, at den midlertidige afgørelse skal tjene som et hurtigt og effektivt retsmiddel mod retskrænkelser.
Patentets gyldighed skal derfor lægges til grund i en patentforbudssag, medmindre modparten kan godtgøre (ikke blot sandsynliggøre) grove eller åbenbare mangler ved patentmyndighedens sagsbehandling eller retsanvendelse, eller at afgørelsen fremstår åbenbart urigtig, eksempelvis som følge af væsentlige nye oplysninger.
I den konkrete sag havde de sagsøgte fremlagt et meget omfattende bevismateriale, herunder ca. 60 sagkyndige erklæringer samt yderligere materiale om patentet og kliniske forsøg med rivaroxaban. De havde endvidere henvist til, at patentet var kendt ugyldigt ved domstole i visse andre europæiske lande, om end opretholdt i andre jurisdiktioner. Dette var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at løfte bevisbyrden for patentets ugyldighed.
Højesteret fandt desuden, at patentet var krænket, og stadfæstede derfor landsrettens forbud.
Betydning
Kendelsen er af væsentlig betydning for håndhævelsen af patenter i forbudssager. Den bekræfter, at tærsklen for at tilsidesætte formodningen for et meddelt patents gyldighed i midlertidige forbudssager er høj, og at sagsøgte står med en vanskelig bevisbyrde for patentets ugyldighed – også selvom der foreligger omfattende materiale, som kan understøtte en formodning om ugyldighed.
En eventuel usikkerhed om gyldigheden at et stridspatent modsvares af betingelsen om, at patenthaver skal stille sikkerhed for sagsøgtes tab, hvis patentet ikke opretholdes som gyldigt, eller hvis krænkelsen af patentet ikke findes at være dokumenteret, i en efterfølgende retssag. En større usikkerhed om patentets gyldighed kan derfor potentielt medføre krav til større sikkerhedsstillelse.
Men Højesterets kendelse fastslår entydigt, at usikkerhed om patentets gyldighed ikke i sig selv kan føre til, at forbud ikke meddeles.
