Skip to main content

Ny afgørelse · 04.11.2022

Strid om enzym til vaskepulver i patentsag

Anmodning om midlertidigt forbud og påbud mod Novozymes blev ikke imødekommet af Sø- og Handelsretten. Retten fandt, at Daniscos patent DK/EP 2 859 097 T3 og brugsmodel DK 202000115 Y3 manglede nyhed og derfor var ugyldigt.

Sagen handlede om, hvorvidt der var grundlag for at nedlægge forbud og påbud vedrørende Novozymes salg af et α-amylase-produkt med en bestemt aminosyresekvens, som er effektivt til fjernelse af stivelsesholdige tilsmudsninger og pletter i tøjvask.

Der var anmodet om midlertidige forbud og påbud baseret på Daniscos stridspatent og stridsbrugsmodel over for Novozymes’ α-amylase-produkt. Novozymes havde primært gjort gældende, at stridspatentet og -brugsmodellen manglede nyhed i forhold til et modhold benævnt D1. Det skulle derfor vurderes, om stridspatentet og -brugsmodellen havde nyhed, jf. patentlovens § 3, den europæiske patentkonventions artikel 54 og brugsmodellovens § 5.

Nyhed er et ufravigeligt krav for at få et patent - læs om det og de andre ufravigelige krav.

Under sagen blev det lagt til grund, at D1 ikke blev indsendt som modhold i forbindelse med the European Patent Office’s (EPO) behandling af stridspatentet inden udstedelse. Det blev desuden lagt til grund, at stridsbrugsmodellen blev registreret den 9. april 2021 uden prøvelse, og at Patent- og Varemærkestyrelsen tilkendegav ved brev den 16. juni 2021, at som følge af manglende nyhed kunne brugsmodellen kun opretholdes i ændret form. Derfor fandt retten, at formodningen for gyldigheden af stridsrettigheder som følge af udstedelsen af patent og registrering af brugsmodel var svækket.

Læs mere om kravene til patent.

Danisco bestred ikke, at modholdet D1 var en skriftlig offentliggørelse af α-amylase varianter, der opfyldte alle kravene, hvis man foretog testningen som beskrevet i stridspatentet.

Der var enighed om, at krav 1-4 og 9-10 i stridspatentet og -brugsmodellen var produktkrav og ikke anvendelseskrav. Derfor fandt retten, at stridspatentet og -brugsmodellen ikke havde nyhed i forhold til D1, jf. patentlovens § 2, den europæiske patentkonventions artikel 54 og brugsmodellovens § 5. Stridspatentet og -brugsmodellen fandtes derfor ikke at være gyldige. Som følge heraf var der ikke grundlag for at tage Daniscos påstande om midlertidige forbud og påbud til følge.

Hvad er en brugsmodel? Få svaret her.

Vores bemærkninger

I sager om midlertidige forbud og påbud er der ikke mulighed for som sagsøgt at nedlægge påstand om, at stridsrettighederne er ugyldige. Og eftersom en krænkelse i sådanne sager alene skal sandsynliggøres (med ikke nødvendigvis bevises), gælder der som udgangspunkt en formodning om stridsrettighedernes gyldighed. Denne formodning kan dog tilbagevises, hvis sagsøgte formår at fremlægge klare beviser for rettighedernes ugyldighed. Denne sag er et af de relativt få tilfælde, hvor dette er lykkedes for den sagsøgte part, hvorved de truende forbud og påbud vedrørende salg mv. af stridsproduktet blev afværget.

Find nærmere detaljer om kendelsen.

Denne nyhedsartikel er skrevet af advokat (H) Mikkel Kleis.

Udfyld formularen og lad os kontakte dig

Patrade A/S er dataansvarlig og behandler dine personoplysninger fortroligt og alene for at behandle og besvare din henvendelse via telefon eller e-mail. Hvis henvendelsen besvares af en medarbejder fra Patrade Legal Advokatanpartsselskab, hvilket vil blive oplyst eller fremgå af e-mailautosignaturen, er dette selskab imidlertid dataansvarlig. Læs mere i vores privatlivspolitik, herunder hvordan du udøver dine rettigheder, eksempelvis retten til indsigt.

Partner, Advokat (H). Møderet for UPC

Mikkel Kleis

T +45 8930 9727 · M +45 6024 9053 · mkl@patrade-legal.dk