Indlægget er skrevet af partner advokat (L) Jonas Rubien, advokat Tobias Salomonsen og advokatfuldmægtig Patrick Juul Davidsen.
Patrade har for nylig medvirket i et nyhedsindslag, hvor vi gav vores perspektiver på den sag, som Jens Haaning sammen med Billedkunstnernes Forbund har anlagt mod billedbureauet, Ritzau Scanpix. Sagen udspringer af, at billedbureauet har solgt pressefotos af det omtalte kunstværk uden ophavsmandens tilladelse.
Det er på mange måder en interessant sag, og vi har gjort os nogle overvejelser om sagens tematikker.
Kulturel forståelse af kunst
”Hvad er kunst?” er et af de mest tilbagevendende spørgsmål. I den aktuelle sag kan det måske virke overraskende at de to tommer rammer skulle kunne anses for kunst. Men set i et kulturelt og historisk perspektiv kan dette sagtens være tilfældet.
Der findes nemlig ingen universel definition på kunst. Men man kan f.eks. antage, at kunst, som kulturelt fænomen, er et produkt eller resultat af kunstnerens behov for at skabe noget, der afspejler dennes personlighed. Kunstbegrebet er med andre ord en dynamisk størrelse, der varierer på tværs af tid, kultur og kontekst.
Lidt forenklet kan man måske sige, at kunst er menneskeskabte udtryk, der kommunikerer, frembringer følelser eller giver en særlig æstetisk fremtoning for beskueren.
Retlige forståelse af kunst
I modsætning til den kulturelle forståelse af kunstbegrebet, er den retlige forståelse af kunst centreret om ophavsrettens beskyttelsesobjekt, hvilket består i litterære og kunstneriske værker, det vil sige fysiske manifestationer af værker.
For at et fænomen kan anses for et værk i ophavsretlig forstand, skal det opfylde det såkaldte originalitetskrav. Ifølge domstolenes praksis indebærer det, at værket skal være ophaverens egen intellektuelle frembringelse, skabt på baggrund af frie og kreative valg, og udtrykke ophaverens personlighed.
Centralt i denne definition står begrebet frembringelse, da ophavsretten ikke yder beskyttelse af idéer eller koncepter. Det er i stedet værkets konkrete form der udgør beskyttelsesobjektet.
I den traditionelle billedkunst opstår sjældent tvivl om hvorvidt originalitetskravet er opfyldt.
Et maleri er et håndgribeligt udtryk for kunstnerens skabende valg – penselstrøg, farvevalg og komposition – og disse elementer danner grundlaget for værket og dermed det ophavsretlige beskyttelsesobjekt.
Få en uddybning i vores artikel: Hvad er ophavsret?
Hvad så med konceptkunst?
For konceptkunsten forholder det sig anderledes, fordi konceptkunstværkers indhold ligger i ideen eller historien og ikke nødvendigvis i selve den fysiske materialisering af udførelsen. På den måde opstår et spændingsfelt mellem den kulturelle forståelse af kunst og ophavsrettens krav om, at værket skal kunne objektiviseres.
EU-Domstolen har i en række sager understreget, at der kun kan gives ophavsretlig beskyttelse, hvis et værk manifesteres i noget, der kan identificeres tilstrækkelig præcist og objektivt, jf. bl.a. sag C-310/17, Levola Hengelo.
Hvis identifikationen af værket i det væsentlige er baseret på subjektive indtryk af den, der betragter værket, er kravet om præcision og objektivitet ikke opfyldt, jf. sag C-683/17, Cofemel. Dette indebærer formentlig, at konceptkunsten ofte vil have svært ved at opfylde det ophavsretlige originalitetskrav, idet udførelsen og manifestationen af værket ofte er minimalistisk og undertiden banal, fordi den blot fungerer som bærer af den underliggende idé eller et koncept, og opfattelsen af værket er ofte kontekstafhængig.
Den konkrete sag
I Jens Haanings ’Take the Money and Run’ består manifestation af værket umiddelbart af to tomme billedrammer. Set fra en ophavsretlig vinkel er det beskyttelsesværdigheden af denne konkrete form, retten skal tage stilling til.
Spørgsmålet bliver derfor, om denne manifestation i sig selv kan anses for en ophavsretligt beskyttet frembringelse, da kernen i konceptkunstværket (handlingen) bør ligge uden for ophavsrettens område.
Et alternativ er, at retten vurderer, at selve kunstudstillingen som de to tomme rammer er en del af, udgør manifesteringen af værket, som opfylder originalitetskravet. Østre Landsret fandt i en sag fra 1993, at en kunstudstilling med forskellige værker, var beskyttet af ophavsretten. I sagen var der imidlertid tale om en udstilling med 100 forskellige værker, og der var ikke uenighed mellem parterne om, at udstillingen skulle betragtes som et værk. Sagen kan derfor ikke anvendes i denne situation uden forbehold.
En anerkendelse af ’Take the Money and Run’ som et ophavsretligt beskyttet værk vil imidlertid rejse en række principielle spørgsmål om ophavsrettens rækkevidde.
Efter ophavsretslovens § 2 tillægges ophaveren en eneret til at fremstille eksemplarer af værket og til at gøre det tilgængeligt for almenheden. Herudover vil ophaveren kunne gøre sine rettigheder gældende overfor andre objekter, der ligner. Hvis ’Take the Money and Run’ er beskyttet, vil retten formentlig også skulle tage stilling til udstrækningen af denne beskyttelse, da de tomme rammer i ’Take the Money and Run’ formentlig ikke adskiller sig fra produkter, der kan købes i gængse rammeforretninger.
Må medierne gengive værket uden tilladelse?
Hvis Take the Money and Run er ophavsretligt beskyttet, handler sagen mellem Jens Haaning og Ritzau primært om ét spørgsmål: Har Ritzau krænket ophavsretten ved at lade værket fotografere og sælge billederne videre?
Som udgangspunkt er det ikke tilladt at gengive andres kunstværker uden tilladelse. Men ophavsretsloven indeholder en vigtig undtagelse i lovens § 23, stk. 2. Ifølge bestemmelsen må offentliggjorte kunstværker gengives, når det sker som led i omtale af dagsbegivenheder. Det betyder, at medierne f.eks. kan vise billeder af et kunstværk, hvis det har nyhedsværdi, uden først at spørge ophavsmanden om lov.
I praksis sikrer undtagelsen, at pressen kan formidle historier, hvor kunstværker indgår som en naturlig del af nyheden. Men gengivelsen skal være relevant, og må ikke blive det væsentligste i formidlingen.
Sagen rejser et interessant principielt spørgsmål om, hvor langt denne undtagelse rækker.
Ritzau har formentlig solgt billeder af ’Take the Money and Run’ til dagspressen, som derefter har brugt dem i deres dækning af sagen. Men Ritzau har ikke nødvendigvis selv gengivet værket som led i nyhedsformidling.
Spørgsmålet er derfor, om Ritzaus handlinger kan betragtes som en form for medvirken til nyhedsformidling, fordi salget gjorde pressedækningen mulig, eller om det falder uden for undtagelsen, fordi Ritzau i sig selv ikke formidlede nyheden.
Et andet vigtigt tema i den forbindelse er, at nyhederne ikke på et generelt plan har ”carte blanche” til at udnytte andres værker i nyhedsformidling, fordi § 23, stk. 2 stiller krav om, at brugen af værket skal vedrøre omtale af såkaldte dagsbegivenheder, på en måde, der må anses for i overensstemmelse med god skik.
Dagsbegivenheder er et juridisk begreb, der er fortolket af domstolene ved tidligere lejlighed. Østre Landsret har i den forbindelse udtalt, at en dagsbegivenhed må anses for en begivenhed, der har ”en ekstraordinær karakter og en vis nyhedsinteresse”
Det er disse konkrete elementer, som retten i denne sag formentlig skal tage stilling til, Hvis altså retten indledningsvist finder, at det, der blev fotograferet (de tomme rammer) faktisk nyder ophavsretlig beskyttelse.
Afslutningsvist kan for fuldstændighedens skyld nævnes, at domstolene også i sager af denne type skal tage hensyn til at sikre en iagttagelse af bl.a. artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vedrørende ytringsfriheden.
Dette var blandt andet genstand for prøvelse i Højesterets dom vedrørende Berlingskes brug af to karikaturtegninger forestillende Den Lille Havfrue, hvor Højesteret bemærkede:
”Ved den afvejning, der skal foretages af hensynet til ophavsretten på den ene side og hensynet til pressens ytringsfrihed på den anden side, finder Højesteret, at der må lægges vægt på, at Den Lille Havfrue har national symbolværdi.”
Det er således en kompleks problemstilling, der rejser flere interessante problemstillinger.
Advokat (H) Mikkel Kleis har tidligere skrevet en artikel om den såkaldte ’Havfrue sag’, læs den her.
Sådan hjælper vi dig med dine ophavsrettigheder
Hos Patrade følger vi sagen med stor faglig interesse, da vi dagligt arbejder med ophavsretlige spørgsmål.
Se her, hvordan vi håndhæver ophavsrettigheder.
Er du i tvivl om, hvorvidt dit værk er ophavsretligt beskyttet? Så kan vi hjælpe dig med at afklare det. Vi kan også hjælpe dig med at håndhæve en eventuel krænkelse og kræve erstatning eller godtgørelse, hvor det er relevant. Udfyld formularen nederst på siden, hvis du vil kontaktes af en af vores advokater.
