Skip to main content

Artikel · 17.09.2024

Sådan stopper I kopivarer i tolden, så de ikke rammer markedet

Med den rette information kan toldmyndighederne uden beregning overvåge indkomne forsendelser for krænkelser. I praksis betyder det, at I kan forhindre, at kopier af virksomhedens produkter dukker op på markedet. Læs her, hvordan det foregår.

Artiklen er skrevet af advokat (L) Thomas Kruse Lie.

Spørgsmålet er - hvem har egentlig tiden og ressourcerne til at holde øje, og til at sikre at kopierne rent faktisk opdages inden de rammer markedet?

Patrade samarbejder med toldmyndighederne og Europol

Hvis man har været offer for en kopisag, eller har oplevet tvister hvor en konkurrent eller tidligere samarbejdspartner har forsøgt at registrere et identisk eller forveksleligt brand (varemærke), ved man også, at der selv efter et succesfuldt udfald kan overleve en vis portion af sund skepsis.

Overholder den krænkende modpart mon afgørelsen, eller kunne det tænkes, at de alligevel forsøger at importere krænkende varer, under radaren?

Læs mere om håndhævelse og retssager her.

Den gode nyhed er, at der er en radar – og den er godt på vej til at blive endnu mere effektiv. Men myndighedernes budskab er klart; de har brug for bedre data og engagement, for at kunne hjælpe jer.  

I lyset af de nyere og mere brugervenlige online-systemer ved de europæiske toldmyndigheder, anbefaler vi derfor, at man både under og efter en kopisag, afsætter ressourcerne til at opsætte en toldovervågning. Det er noget, vi jævnligt gør for vores kunder og for udenlandske brands, hvor indgriben i tolden – og truslen om samme - viser sig at være et særdeles effektivt middel til at løse en konflikt.

Nyt it-system hos toldmyndighederne har lettet arbejdsgangen

Kort fortalt, så kan vi simpelt og relativt billigt fodre det it-system toldmyndighederne bruger, med en række informationer, billeder, navne og adresser, som man typisk allerede har ved hånden. Herefter overvåger myndighederne – uden beregning - indkomne forsendelser for krænkelser, som kopiering og misbrug af varemærke.

Opstår der et match, og der opdages mistænkelige forsendelser, får vi straks besked, og I får mulighed for at kræve produkterne destrueret, ultimativt på krænkerens regning. Vi opnår samtidig værdifuld viden om kilden til kopiprodukterne i markedet. Denne viden kan tjene som grundlag for en efterfølgende målrettet og proportionel retsforfølgelse.

Hos Patrade ved vi, at toldmyndighederne kæmper en kamp for at tilfredsstille rettighedshavernes ønske om effektiv indgriben mod kopivarerne, men deres indsats er kun så effektiv og præcis, som det data, rettighedshaverne kan give dem.

Vi har stor erfaring – bl.a. fra vores arbejde med flere af Danmarks største tekstilvirksomheder – og vi kan hjælpe jer. Vi kan sammen sikre, at det ikke er containere med krænkelser af jeres brands, som toldmyndighederne frigiver, fordi de i deres travle hverdag ikke ved, hvem de skal kontakte.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil have hjælp til opsætning af toldovervågning.

Sådan registrerer man et varemærke

Artiklens forfatter