Forfatter: Advokat Simon Gjern Pedersen.
Den 26. februar 2025 fremsatte erhvervsminister Morten Bødskov (S) et lovforslag om ændring af markedsføringsloven, hvor forbuddet mod greenwashing nu bliver eksplicit uddybet og beskrevet.
Indtil nu har forbuddet mod greenwashing kun haft hjemmel i markedsføringslovens generelt formulerede forbud mod vildledende markedsføring, og fortolkningen af greenwashing-begrebet har foregået primært med udgangspunkt i Forbrugerombudsmandens vejledninger, der dog ikke har været bindende for domstolene.
Fra vejledning til gældende ret
Med det nye lovforslag bliver hovedparten af Forbrugerombudsmandens vejledninger netop lovfæstet og vil dermed udgøre gældende ret.
De foreslåede ændringer til markedsføringsloven udgør en implementering af det for nyligt vedtagne Empowering Consumers-direktiv (EU) 2024/825, der supplerer det kommende Green Claims-direktiv (EU) 2023/005/COD i kampen for at udrydde greenwashing og gøre kommunikation om grønne tiltag troværdig og værdiskabende.
Læs mere om Empowering Consumers-direktivet i vores artikel 'Greenwashing: Slut med udsagn om CO2-neutralitet baseret på klimakompensation'.
De væsentligste ændringer til markedsføringsloven i lovforslaget udgør følgende:
- Klimakompensation: Totalforbud mod påstande om, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til udledning af drivhusgasser, når det er begrundet i klimakompensation, fx træplantning eller skovbevaring. Udsagn som ”kompensér for din rejses CO2-udledning ved at støtte træplantning i Indonesien” bliver dermed endegyldigt ulovlige.
- Miljømærker: Kun miljømærker og certificeringsordninger, der er etableret af offentlige myndigheder eller tredjepartsverificerede og meget ambitiøse private organisationer, må tages i brug. Eksempelvis vil EU-Blomsten, Økomærket og Svanemærket stadig være lovlige, såfremt man dokumentérbart lever op til disses krav.
- Lovede fremtidige miljøtiltag: Giver man udtryk for fremtidige klimaløfter, skal der kunne fremlægges en klar, objektiv, detaljeret, realistisk, offentligt tilgængelig og verificérbar plan, der regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig tredjepartsekspert. Dette gælder bl.a. udsagn som ”CO2-neutral i 2035” og ”vi bestræber os på at nedbringe vores emballages klimaaftryk”.
- Skadelige softwareopdateringer: Totalforbud mod at tilbageholde oplysninger for forbrugeren om, at en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer eller øvrige digitale tjenester. Eksempelvis vil en producent af smartphones være forpligtet til at informere brugeren, hvis den nye softwareopdatering X.X vil være skadelig for smartphonemodellerne Y, Y Pro og Y Mini”.
Hvis lovforslaget accepteres i dets nuværende form, vil ændringerne træde i kraft den 27. september 2026.
Det understreges dog, at bestemmelserne i lovforslaget formentlig allerede er gældende i dansk ret i kraft af markedsføringslovens generelle forbud mod vildledning.