Skip to main content

Nyhed · 06.10.2025

Hummel vinder sag i EU-retten i Luxembourg og forsvarer sine berømte vinkler

EU-retten har afvist en konkurrents begæringer om ophævelse af fire varemærkeregistreringer af Hummels ikoniske vinkler, der med deres gyldighed, særpræg og velkendthed stadig står stærkt i EU.

Artiklens forfatter er advokat Simon Gjern Pedersen.

Den 24. september 2025 afsagde EU-retten i Luxembourg som tredje instans dom i fire sammenhængende sager. Alle sager bekræfter, at Hummel har gjort reel brug af fire varemærkeregistreringer af de ikoniske vinkler, der herefter bevarer sin gyldighed som varemærke.

Udover at bekræfte, at der er gjort reel brug af varemærkerne, har EU-retten fastslået, at Hummels vinkler er særprægede, og at brugen af varemærkerne dermed eksklusivt tilhører Hummel.

Særpræg er et af tre grundlæggende krav, et varemærke skal leve op til for at det kan beskyttes som varemærke. Det kan du læse mere om i vores artikel om varemærkeregistrering.

Tidligere har EU-myndighederne fastslået, at Hummels vinkler har status som velkendte i hele EU, hvilket er understøttet af praksis fra domstole og myndigheder i Danmark, Norge, Litauen, Tyskland, Frankrig og Spanien.

EU-rettens domme stadfæster afgørelserne fra de to tidligere EU-instanser, hhv. EUIPO Cancellation Division og Boards of Appeal, og dermed afsluttes et årelangt forløb med et tredje og sidste medhold til Hummel.

Patrade har ført sagerne for Hummel hele vejen sammen med det tyske firma boesling IP og er glade for, at Hummels ikoniske vinkler velfortjent står stærkere end nogensinde før.

Læs mere om håndhævelse og retssager.

Advokat Simon Gjern Pedersen procederede sagen ved EU-retten sammen med Thies Boesling fra boesling IP.

Hvordan kan man sikre, at ens varemærke bevarer gyldighed?

Dommene viser, at du som varemærkeindehaver bør være særligt opmærksom på følgende:

  • Sørg for løbende at gemme dokumentation for den markedsførings- og salgsmæssige brug af dine varemærker. Dokumentationen bør så vidt muligt indeholde oplysninger om både dato og sted for brugen.
  • Den fatiske brug af dit varemærke skal så vidt muligt stemme overens med den registrerede form. Kun mindre afvigelser, der ikke ændrer varemærkets overordnede særpræg, kan normalt accepteres som grundlag for at forsvare registreringen.
  • Hvis dit logo opdateres eller ændres, bør du indlevere en ny varemærkeansøgning af den ændrede form.

Hvordan dokumenterer man brug af et varemærke?

Hos Patrade hjælper vi dig med at sikre dokumentation for brug af dit varemærke. Vi tilbyder blandt andet at etablere og vedligeholde en dokumentationsdatabase samt rådgivning om korrekt anvendelse af varemærkeregistreringer.

Derudover kan vi vejlede dig i, hvor grænsen går for tilladte opdateringer og ændringer af varemærkets udformning, altså hvordan du kan variere brugen uden at svække beskyttelsen.

Vi har arbejdet sammen med Hummel i mange år, læs mere om samarbejdet i denne case. 

Mere viden om varemærker? Læs denne: Sejr til kendt tomatproducent i varemærkesag

Artiklens forfatter: