Skip to main content

Ny afgørelse · 04.11.2022

Sejr til kendt tomatproducent i varemærkesag

Landsretten ophæver forbud mod brugen af Nordic Greens som varemærke og selskabsnavn.

Den 25. maj 2022 afsagde Sø- og Handelsretten en kendelse, hvori det blev fundet, at Nordic Greens Bellinge A/S, Nordic Greens Salat A/S and Nordic Greens Økologi A/S brug af ”Nordic Greens” som varemærke og som selskabsnavn krænkede selskabet Northern Greens A/S’ rettigheder til to EU-figurmærkeregistreringer indeholdende ordene ”Northern Greens”.

Både det sagsøgende selskab og de sagsøgte selskaber beskæftiger sig bl.a. med engroshandel med grøntsager. De sagsøgtes grøntsager er bl.a. kendt under de to brands ”Katrine og Alfreds”, som forhandles i Coops butikker og ”Pedersens Udvalgte”, som forhandles i Salling Groups butikker.

I denne artikel får du vores råd til, hvordan du undgår navnestridigheder.

I januar 2022 annoncerede de sagsøgte selskaber, at de ændrede navn til ”Nordic Greens”, som skulle være det det fælles navn for selskaberne i sagsøgtes koncern. De sagsøgte selskaber blev herefter mødt med krav fra Northern Greens A/S om at stoppe brugen af dette navn, da Northern Greens A/S fandt, at brugen krænkede Northern Greens A/S’ rettigheder efter varemærkeforordningen, markedsføringsloven og selskabsloven. Da de sagsøgte nægtede at imødekomme kravet, indgav Northern Green A/S’ en forbudsstævning til Sø- og Handelsretten, som imødekom anmodningen om forbud mod de sagsøgte selskabers brug af ”Nordic Greens” som varemærke og selskabsnavn.

Læs her, hvilke 3 overvejelser, du bør gøre inden du vælger navn til en virksomhed eller et brand.

De sagsøgte selskaber kærede kendelsen til Vestre Landsret, som i kendelse af den 26. september 2022 omgjorde Sø- og Handelsrettens kendelse og ophævede de midlertidige forbud med henvisning til, at der ikke er risiko for forveksling mellem ”Nordic Greens” og de af Northern Greens A/S påberåbte rettigheder. Landsretten lagde navnlig vægt på, at omfanget Northern Greens A/S rettigheder er snævert, fordi mærket refererer til nordiske grøntsager, hvilket er beskrivende for arten af de varer, som var genstand for sagen, og den geografiske oprindelse for disse varer.

Hvad skal der til for at kunne beskytte et varemærke?

Et varemærke skal opfylde tre krav for at kunne beskyttes, ét af dem er særpræg. Samtidig må det ikke væres beskrivende.

Læs hvilke krav dit varemærke skal opfylde for at kunne beskyttes, og hvad det ikke må. 

Advokat Mikkel Kleis fra Patrade Legal repræsenterede de sagsøgte selskaber i sagen ved Landsretten.

Vores kommentarer

Landsrettens kendelse stadfæster det velkendte princip i praksis fra både de danske domstole og EU Domstolen om, at det er vanskeligt at håndhæve en enerettighed til et varemærke, som mangler særpræg, fx fordi det beskriver arten af de omhandlede varer og den geografiske oprindelse for disse.

Kendelsen understreger desuden, at det kan være en fordel som virksomhed at anvende et særpræget navn og varemærke – dvs. et navn og varemærke, som ikke er beskrivende for de varer og tjenesteydelser, man som virksomhed udbyder – da det i modsat fald kan blive vanskeligt at påberåbe sig en eneret til navnet/varemærket.

Læs mere om håndhævelse og retssager

Partner, Advokat (H). Møderet for UPC

Mikkel Kleis

T +45 8930 9727 · M +45 6024 9053 · mkl@patrade-legal.dk