Skip to main content

Nyhed · 21.03.2024

Tekstilbranchen og greenwashing. Onlineplatforme er ansvarlige for de sælgende virksomheders greenwashing

Forbrugerombudsmanden har netop slået fast, at to onlineplatforme, der udgør salgskanaler for andre virksomheders salg af tøj og anden beklædning, er ansvarlige for greenwashing udøvet af de virksomheder, der benytter platformene som salgskanal.

Artiklen er skrevet af advokat Simon Gjern Pedersen.

To af landets største onlineplatforme for salg af tøj og anden beklædning har netop fået en løftet pegefinger af Forbrugerombudsmanden. De har ved deres tilgængeliggørelse og tilskyndelse til køb af andre virksomheders produkter på deres platforme, udøvet en aktiv rolle i formidlingen af vildledende bæredygtighedsudsagn om disse produkter.

Platformene er således ikke fritaget for ansvar, selvom den vildledende information er udarbejdet af de sælgende virksomheder, og selvom platformene ikke har haft konkret kendskab til den vildledende information.

Mere information: Forbrugerombudsmanden har udgivet en kvikguide med retningslinjer for markedsføring af grønne budskaber, som virksomhederne skal overholde.

Konsekvenser for onlineplatforme

Den nye praksis medfører, at man som onlineplatform eller webshop, der sælger andre virksomheders produkter, må stille krav om og føre kontrol med, at der ikke anvendes vildledende miljøudsagn i forbindelse med produkterne.

Vi vurderer, at bl.a. følgende tiltag bør implementeres, hvis man driver en onlineplatform som nævnt ovenfor:

  • Forudgående information til sælgende virksomheder om, at grønne udsagn skal kunne dokumenteres.
  • Screening af konkrete produkter/annoncer inden offentliggørelse.
  • Løbende kontakt til advokat med ekspertise inden for greenwashing til generel rådgivning og vurdering af konkrete produkter.

Forbrugerombudsmanden har sat tekstilbranchen under lup

Afgørelsen kommer som led i Forbrugerombudsmandens øgede indsats mod greenwashing inden for tekstilbranchen, hvor udokumenterede udsagn om bæredygtighed, miljøvenlighed, miljømæssig ansvarlighed, ansvarlighed, ”grønne” ikoner samt udsagn om indhold af genanvendte materialer mv. er særligt hyppige.

Forbrugerombudsmanden varsler derfor i afgørelsen, at der nu iværksættes en undersøgelse af tekstilbranchen med henblik på håndhævelse af forbuddet mod greenwashing.

Hos Patrade rådgiver vi generelt om reglerne for markedsføring af grønne udsagn og foretager vurderinger af konkrete udsagn for at sikre, at de kan dokumenteres og kommunikeres i overensstemmelse med markedsføringslovens vildledningsforbud.

Kontakt advokat Simon Gjern Pedersen for konkret rådgivning og uforpligtende tilbud.

Tjek også vores side om markedsføringsret.

Sådan undgår du greenwashing