Skip to main content

Artikel · 19.11.2024

Hvad er reglerne for prismarkedsføring? Få 10 gode råd

November er fyldt med store handelsdage som Singles’ Day, Black Week, Black Month og Black Friday, hvor konkurrencen om de bedste tilbud er hård. Hvordan sikrer du, at dine tilbud overholder reglerne for prismarkedsføring, og at dine rettigheder som forbruger overholdes? I denne artikel får du et overblik over de vigtigste regler, du skal kende – hele året vel at mærke.

Artiklen er skrevet af advokatfuldmægtig Terese Glavind Lauridsen.

Husk ”den gode skik” i de gode priser

I Danmark er forbrugernes sikkerhed mod vildledende prismarkedsføring sikret gennem EU-lovgivning, som er implementeret i markedsføringsloven og prismærkningsbekendtgørelsen. Disse regler sætter klare rammer for, hvordan priser skal kommunikeres til forbrugerne, så de ikke vildledes. Nedenfor er nogle af de vigtigste regler uddybet.

Sammenligning af priser

Når erhvervsdrivende markedsfører priser med udtryk som ”før/nu priser,” ”normalpris/tilbudspris” eller ”spar xx kr.”– hvor der fremgår en direkte eller indirekte sammenligning af normalprisen, skal der være gennemsigtighed. Dette krav indebærer, at tilbud, der sammenligner en ny pris med en tidligere pris, tydeligt angiver den såkaldte ”normalpris.” Normalprisen er defineret som den laveste pris, som produktet har haft i de seneste 30 dage, med undtagelse af hurtigt fordærvelige og forringede varer, hvor perioden er 14 dage. Hvis en sådan pris ikke har eksisteret, er det i strid med reglerne at markedsføre rabatter på dette grundlag.

Normalprisen skal være reel

Normalprisen ved en prisnedsættelse skal være ægte og kunne dokumenteres. For eksempel, hvis en vare normalt sælges til 500 kr., og prisen derefter sættes op til 600 kr. i 30 dage og senere sænkes til 500 kr., er det vildledende at reklamere med, at forbrugeren sparer 100 kr. Disse ”elevator-priser”, hvor prisen kunstigt hæves for at kunne tilbyde rabatter, strider også mod reglerne.

Flere nedsættelser på samme vare

Ønsker en erhvervsdrivende at foretage flere prisnedsættelser på samme produkt inden for 30 dage, skal den laveste pris i perioden altid oplyses som normalprisen. Det betyder, at virksomheden ved hver yderligere prisnedsættelse skal kunne dokumentere:

  • Hvad normalprisen var uden for tilbudsperioden.
  • Hvad den nye laveste normalpris er efter nedsættelsen.

Tilbudsperiodens maksimale varighed

Når en prisnedsættelse er foretaget på et produkt, skal den erhvervsdrivende sikre, at tilbudsperioden maksimalt varer halvdelen af den periode, som normalprisen har været gældende. Der gælder dog få undtagelser, fx ved nedsættelser af restvarer og -partier, som kan gælde indtil udsolgt.

Udtryk som ”gratis”

Ved brug af udtryk som ”gratis” skal erhvervsdrivende sikre, at varen rent faktisk er gratis, og at de ikke opkræver andre omkostninger. En sådan omkostning behøver ikke nødvendigvis at være penge, men også ”betaling” med persondata kan være nok til, at udtrykket gratis ikke må benyttes.

Det særlige ved mængderabatter

Ved mængderabatter gælder der en særlig rækkefølge for prisnedsættelser. En erhvervsdrivende må ikke markedsføre en mængderabat umiddelbart efter, at en vare har været markedsført med en før/nu-pris. Der skal være gået en længere periode, så normalprisen refereres korrekt. Omvendt er det muligt for en erhvervsdrivende at markedsføre en mængderabat, og derefter markedsføre varen med en før/nu pris, da dette er to forskellige tilbud.

De 10 hurtige: Sådan navigerer du i prisjunglen og undgår vildledning

Når du markedsfører priser, er det derfor vigtigt at følge reglerne for at undgå vildledning. Vi har samlet 10 hurtige råd, som hjælper dig godt på vej til god markedsføringsskik i relation til priser:

  1. Normalprisen skal være korrekt og gælde i mindst 30 dage (eller 14 for hurtigt fordærvelige og forringede varer).
  2. Elevatorpriser er ikke tilladt – rabatten skal være reel.
  3. Flere prisnedsættelser kræver, at den laveste pris oplyses som normalpris.
  4. Tilbudsperioden må ikke være længere end halvdelen af normalprisperiodens varighed.
  5. Dokumentation for normalprisen er nødvendig, især ved udtryk som ”spar xx kr.” eller ”før-/nu priser.”
  6. Produktet skal faktisk have været solgt eller udbudt til salg til den oplyste normalpris.
  7. Betingelser for rabatter, som ”gælder kun i dag” eller ”køb 2, få 1 gratis,” skal være reelle og gennemskuelige.
  8. Ord som ”kun” eller ”superbilligt” må kun bruges, hvis tilbuddet reelt ER særligt fordelagtigt.
  9. Rækkefølgen af mængderabatter og før-/nu priser skal overholde reglerne.
  10. Rabatter skal kommunikeres klart og forståeligt.

Vil du vide mere?

Forbrugerombudsmanden har udarbejdet retningslinjer for prismarkedsføring, som du kan finde her: Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning om markedsføring af priser? Kontakt en af vores advo-kater – vi er klar til at hjælpe.

Læs også: Hvad er vildledende markedsføring? Og hvordan undgår du det?

Artiklens forfatter: