Artiklen er skrevet af advokat (L) Christoffer Lindhardt Larsen.
Brugen af symboler kan have stor værdi for indehaveren af rettigheden, men det kan være mindst lige så værdifuldt at kende til de forskellige betydninger, både som kunde, leverandør eller konkurrent.
Vores guide kan bruges til at få et overblik og en forståelse af de forskellige symboler og angivelser. Den viden er vigtig at have, hvis man ejer en rettighed f.eks. et varemærke. Forkert eller manglende brug som rettighedshaver kan nemlig have betydning, både i forhold til overtrædelse af gældende lovgivning samt muligheder for håndhævelse over for tredjemand, dvs. dine handlemuligheder, hvis nogen krænker din rettighed.
Læs mere om håndhævelse af IP-rettigheder.
® = registreret varemærke
Symbolet bruges for varemærker (f.eks. brand- eller virksomhedsnavne), som er registrerede og er et bevis for at indehaveren af varemærket har myndighedernes godkendelse og eneret til at bruge varemærket. Beskyttelsen omfatter de varer og/eller tjenesteydelser, som varemærket er registreret for.
Få meget mere at vide om varemærkebeskyttelse i denne artikel.
Det er som udgangspunkt frivilligt, hvor symbolet placeres. Det mest sædvanlige er, at ® placeres efter selve varemærket, i det øverste højre hjørne.
Symbolet må kun bruges i de lande, hvor det pågældende varemærke er registreret. Dette gælder som hovedregel både på produkter samt i forbindelse med salg og markedsføring.
Oftest er det frivilligt, hvorvidt man vælger at bruge ® eller ikke. Der kan dog være national lovgivning, hvormed anvendelsen af ® er et krav, f.eks. for at kunne håndhæve sin varemærkerettighed over for eventuelle krænkelser.
Hvad er reglerne for at bruge symboler for rettigheder (IPR)?
™ = varemærke (både registreret og uregistreret)
TM betyder ”trademark” (”varemærke”), og angivelsen markerer, at indehaveren er af den opfattelse, at kendetegnet markeret med ™ udgør et varemærke.
™ anvendes som oftest for uregistrerede varemærker, men kan som udgangspunkt også anvendes for registrerede varemærker. Anvendelse af angivelsen er derfor ikke ensbetydende med, at varemærket ikke er registreret.
Der kan dog være national lovgivning, hvor anvendelsen af ™ for registrerede varemærker ikke vil være lovligt, eller have betydning for mulighederne for at kunne håndhæve sine rettigheder.
Klik her og læs mere om brugen af TM.
Tilsvarende kan det være ulovligt at anvende ™ vildledende, f.eks. for ord, figurer eller andet, der ikke kan udgøre et varemærke og en eneret.
Hvordan vælger men et godt navn eller logo til et varemærke? Få svaret her.
© = ophavsret
Symbolet er en angivelse af, at det pågældende materiale er beskyttet ophavsretligt, f.eks. en tekst, en hjemmeside, en bog, film- og musikværker m.v.
I EU kan ophavsrettigheder ikke registreres (der er få undtagelser uden for EU). Det er derfor alene domstolene, der kan fastslå, om noget faktisk er et ophavsretligt beskyttet værk.
Se vores artikel: Hvad er ophavsret?
©-symbolet er dog ikke ensbetydende med, at materialet er beskyttet efter ophavsretsloven. Men, det er en indikation på, at ophaveren selv har frembragt værket, anser det for originalt og mener, at det opfylder ophavsretslovens kriterier for beskyttelse, og derfor ikke må kopieres.
Ⓓ = registreret (EU) designrettighed
Dette symbol markerer, at det pågældende design er beskyttet som en registreret designrettighed i EU.
Først med EU-designforordningens ikrafttræden den 1. maj 2025 blev symbolet Ⓓ indført. Det må kun anvendes af indehavere af registrerede EU-designrettigheder i forbindelse med salg og markedsføring af deres registrerede EU-designs.
Læs mere om EU-designforordningen her.
Designrettigheder, der er registreret uden for EU eller beskyttet som uregistrerede rettigheder, hvor lovgivningen tillader det, herunder også i EU, må ikke anvende Ⓓ.
Patented / Patenteret = patenteret rettighed
Angivelsen markerer, at en opfindelse er beskyttet og er et bevis for at indehaveren af patentet har myndighedernes godkendelse og eneret til opfindelsen.
Læs mere om patentansøgninger.
Angivelsen må kun bruges i de lande, hvor der er et udstedt patent. Det gælder som hovedregel både på produkter, samt i forbindelse med salg og markedsføring af den opfindelse, der er beskyttet med patentet.
Der kan være national lovgivning, der kræver, at yderligere oplysninger, f.eks. patentnummeret angives sammen med markeringen af Patented / Patenteret.
Læs også vores artikel om, hvordan du kan styrke dit patent med Virtual Patent Marking.
Hvis ens patent udløber og man har brugt ”patented” i markedsføringen, så skal man indstille brugen, ellers kan man i værste fald blive dømt for vildledende markedsføring. Det måtte en lampeproducent sande, da de ikke have fjernet ”patented” på produktet. Læs om den sag her.
Patent pending / Patentanmeldt = verserende patentansøgning
Når en patentansøgning er indleveret, må man markere på eller i forbindelse med salg og markedsføring af opfindelsen, at man har en verserende patentansøgning.
Der er som udgangspunkt intet krav om, at man oplyser om hvad opfindelsen går ud på eller hvad der er omfattet af patentansøgningen.
En patentansøgning kan og vil samtidigt ofte være hemmeligholdt i mange måneder efter, at ansøgningen er indleveret. Det kan derfor være svært at vide, hvad der præcist er beskyttet med en patentansøgning, ligesom hverken ansøger, kunde eller tredjemand kan vide, om det ender med, at ansøger får udstedt et patent på sin opfindelse.
Utility model / Brugsmodel = registreret brugsmodel
Angivelsen markerer, at en opfindelse er beskyttet som en brugsmodel og er et bevis for at indehaveren af produktet har myndighedernes godkendelse og eneret til at opfindelsen.
Du kan læse mere om brugsmodeller på denne side.
Brugsmodeller er nationale rettigheder. Brugsmodelrettigheder anerkendes ikke i alle lande. Angivelsen må kun bruges i de lande, hvor der er en registreret brugsmodel, altså hvor den lokale myndighed (i Danmark Patent og Varemærkestyrelsen) har godkendt. Dette gælder som hovedregel både på produkter samt i forbindelse med salg og markedsføring af den opfindelse, der er beskyttet med brugsmodellen.
Der kan være national lovgivning, der kræver, at yderligere oplysninger, f.eks. brugsmodelnummeret angives sammen med markeringen af Utility model / Brugsmodel.
Få hjælp til at vælge den rigtige IP-rettighed - og den rette markering eller symbol
Ønsker du at markere din rettighed er du velkommen til at kontakte en af vores rådgivere for sparring om den rette markering, så du undgår fejl og risici.
Vi kan også hjælpe dig med at undersøge, hvad der i forvejen findes på markedet, ligesom vi kan hjælpe dig med rådgivning om, på hvilke markeder og i hvilke lande, det vil give mening at ansøge om beskyttelse af dine rettigheder, samt rådgive om hvilken markering af dine rettigheder, du kan og må foretage. Kontakt os og hør mere om mulighederne.