I lang tid fik danskerne at vide, at corona primært smitter ved berøring af overflader. Men da det efterhånden blev klart, at smitten primært sker gennem luften via bittesmå dråber, fik Dennis Thomsen sved på panden.
Han er adm. direktør for Nordicco A/S, der optimerer energiforbrug og indeklima ved hjælp af kæmpe store loftventilatorer på op til 7 meter i diameter. Eller sagt på en anden måde: virksomheden udvikler, producerer og sælger løsninger, som flytter varm luft.
”Varm luft stiger opad – det er derfor, luftballoner kan flyve – og det betyder, at i en højloftet bygning kan op mod 40 pct. af den varme, du putter ind i bygningen, ligge oppe under loftet. Vi udvikler energieffektive ventilatorer, der kan flytte varmen langsomt ned i rummet, så de 40 pct. varme bliver udnyttet i den del af rummet, hvor mennesker opholder sig, frem for at gå til spilde ved at ryge gennem loftet,” forklarer han.
Styr på IP (Intellectual Property)
Men hvis ventilatorerne flytter luft rundt, flytter de så også bakterier og virus rundt? Det ville i givet fald kompromittere Nordiccos forretning, og derfor begyndte Dennis Thomsen og produktudviklingsafdelingen at spekulere over, om de kunne desinficere luften, så den ikke fører bakterier eller virus med rundt.
De ville gerne vende det til en fordel, at deres loftventilatorer flytter så meget luft, at en fem meter ventilator, der kører med 25 omdrejninger, flytter 70.000 kubikmeter luft i timen, hvilket svarer til otte håndboldhaller.
”Luften kommer op forbi vingerne mange gange i timen, og derfor fik vi ideen, om det kunne lade sig gøre at desinficere luften, når den kommer forbi vingerne,” fortæller han.
Det kunne det. Løsningen var at bygge såkaldt UVC-lys ind i overkanten af vingerne. Lys, som desinficerer luften ved at slå op imod 90 pct. af vira ihjel, hver gang luften passerer vingerne.
Og da den opfindelse var en realitet, gjaldt det om at få styr på IP-delen så hurtigt som muligt.
Kontakt os, hvis du også har en idé, der er værd at beskytte.
IPR gav adgang til investor
Derfor kontaktede Nordicco Patrade, som hjalp med at klarlægge, om der var nogle andre ude i verden, der allerede havde rettighederne. Derefter fik de lavet så bred en beskyttelse som muligt og fik patent-anmeldt opfindelsen.
”Det var en super proces. Og da vi i 2021 skulle rejse ny kapital, kom der en amerikansk industrikoncern på banen, som vi solgte en tredjedel af virksomheden til – udelukkende pga. vores IP-beskyttelse. Uden IPR var vores opfindelse bare blevet kopieret,” fastslår Dennis Thomsen.
Bliv klogere på, hvad en IP-strategi indeholder.
Med patenterne var danske Nordicco som mindre producentvirksomhed pludselig attraktiv på verdensplan og i stand til at tiltrække internationale investorer.
”At du formår og forstår at beskytte dine værdier er lige så vigtigt som din salgs- og marketingindsats. Bl.a. fordi du med IP kan bygge partnerskaber, hvor meget større virksomheder kan få gavn af, at du har beskyttet dine produkter. For så kan de udnytte din IP i deres portefølje. Og det siger sig selv, at det er guld værd,” siger Dennis Thomsen.
Navne er også beskyttede
Udover patenterne har Nordicco også fået Patrades hjælp til at sikre sine varemærker og beskytte virksomhedens IP på strategiske markeder. Bl.a. ved at ændre virksomhedens navn, fordi det oprindelige navn indebar en potentiel konflikt med andres rettigheder. Derfor gav det ikke mening at bruge mange ressourcer på at opbygge et navn i en branche for lidt senere at skulle pille navnet af.
Besøg denne side og få svar på, hvilke IP-rettigheder, der bruges til hvad.
Strategisk varemærkeregistrering
”Derudover har vi også arbejdet med strategisk varemærkeregistrering. For selv om vi pt. ikke har forretning i USA eller Japan, så registrerer vi vores varemærker dér, så vi på lang sigt bygger værdi på nye markeder sammen med patenterne. Hvis vi ikke havde beskyttet vores IP, så havde vores investor ikke betalt de penge, de gjorde, som var mange gange mere end vores regnskabsværdi,” siger Dennis Thomsen.